Politiet: Pengene er nok væk

Sag mod træpillefirma vokser sig stadig større. Politiet udsender mail, der advarer 250 kunder, om at pengene næppe kommer tilbage.

Sagen mod det tyske Internet-firma Træpiller24 bliver for hver dag større. Ifølge en mail fra Syd- og Sønderjyllands Politi er der nu 250 forurettede. Samtidig er det beløb, som firmaet formentlig har snydt sine kunder for, kommet op på nær 5 mill. kr.

Hemmelig mail

Politiets mail til de forurettede blev sendt ud på en Facebook-side, som ofre for Træpiller24 har oprettet. Men politiet krævede den trukket tilbage og vil ikke have den offentliggjort "af hensyn til efterforskningen". I mailen skriver politiet, at man forsøger at kontakte bagmanden, men at det endnu ikke er lykkedes for ordensmagten. Firmaet har adresse i Berlin.

Par stolede på firmaet

Sanne Jensen og Benny Prühs fra Avnbøl ved Sønderborg føler sig grundigt taget ved næsen. De lige knapt 9.000 kr., de har betalt, ser ikek ud til at komme tilbage igen. De har nemlig - som Træpiller24 krævede det på deres hjemmeside - betalt med en bankoverførsel og ikke via Dankort. Betalingen kan derfor ikke trækkes tilbage.

- Vi stolede på firmaet, fordi vi har handlet med dem to gange tidligere. Uden problemer, siger maler Sanne Jensen

Lukket

Firmaets hjemmeside er trukket tilbage. Ligseom den konto i Sydbank, kunderne skulle betale til, er fastfrossent. Der kan altså ikke betales mere ind på kontoen. Politiet er nu i gang med at efterforske pengeoverførslerne.