Politiet sigter mand for voldtægtsforsøg på campingplads

En ung kvinde har anmeldt et forsøg på voldtægt nær Sønderborg. En 34-årig mand er sigtet i sagen.

En 34-årig mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg - sigtet for voldtægtsforsøg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Voldtægtsforsøget skal være begået mod en ung kvinde mandag aften på en campingplads nær Sønderborg.

Politiet ønsker ikke at oplyse kvindens alder, eller om offeret og den formodede gerningsmand kender hinanden.

Det skyldes, at man ikke ønsker, at offeret skal kunne identificeres.

Den sigtede mand er fra lokalområdet. 

JydskeVestkysten skrev tidligere på ugen, at overfaldsmanden opgav sit forehavende, da offeret råbte op og slog fra sig.

Anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhøret, der afholdes fredag formiddag, bliver holdt for lukkede døre. 

/ritzau/