Politiet skal undersøge fald fra sygehus

Sønderborg Sygehus har sat deres egen undersøgelse i gang, efter en 82-årig mand lørdag faldt ud fra 2. sal. Samtidig har sygehuset også kontaktet politiet få at få dem til at kigge på sagen.

Et fald fra sygehusets 2. sal skal undersøges til bunds. 82-årige Arvid Richard Hansen havde kun været indlagt i halvanden time, før hospitalet ringede til familien og sagde, at de havde fundet ham på en græsplæne efter et fald på 5-7 meter.

- En patient, der netop var blevet udskrevet, opdagede den 82-årige ligge på græsset, hvorefter personale blev tilkaldt og samlede ham op. Vi er i gang med en intern undersøgelse, og samtidig kører politiet en parallel undersøgelse, siger centerchef på Medicinsk Center fra Sygehus Sønderjyllands sygehus i Sønderborg, Eva Nielsen, til TV SYD.

Manden er overført til Odense Universitetshospital, hvor hans tilstand ifølge de pårørende er meget kritisk.