Politiet søger vidner efter overfald på pizzaria

En mand blev lørdag aften klokken 18 overfaldet på et pizzaria i Sønderborg. Politiet vil gerne høre fra personer, der kan bidrage med oplysninger.

En 19-årig mand med anden etnisk baggrund blev lørdag klokken 18.00 overfaldet på Oasen, der er et pizzaria i Sønderborg.

Lokalpolitiet i Sønderborg vil gerne høre fra vidner, der ligger inde med oplysninger, som kan hjælpe til at opklare sagen.

Den 19-årige bliver stoppet af en mand, som han ikke kender personligt. Han genkender ham dog som imam.

Ifølge den unge mand, beskylder imamen ham for at have brudt låse op til moskéen. Derefter begynder han at trække og hive i den 19-årige og give ham knytnæveslag og lussinger.

- Hvis nogen er kommet forbi og har set noget, der kan hjælpe med at belyse sagen, så kontakt lokalpolitiet, lyder opfordringen fra vagtchef Anders Hansen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Optøjet blev stoppet af en tredje mand, der blandede sig.

Politiet kan kontaktes på 114.