Revolutionen i Sønderborg fejrer 100 år
I dag for 100 år siden var der revolution på Als. Verdenskrigens sidste krampetrækninger ramte Sønderborg og omegn.
6. november 1918. Verdenskrigen har raset i 4 lange år, og Tyskland er trængt. En ting er, at det ikke går kejserrigets vej på slagmarken, men menige tyskere har lidt længe under mangel på alt - mad, kul og beklædning.
Som et sidste desperat forsøg på at vende krigslykken vil den tyske generalstab i 1918 sende den kejserlige krigsmarine på et selvmordstogt mod England. Men her knækker filmen for de tyske matroser og marinesoldater. De vil bare ikke være med længere. Der udbryder mytteri på mange flådebaser, og det breder sig til Als, hvor en tysk marinesoldat, Bruno Toppf, bliver formand for arbejder- og soldaterrådet. For at sende den helt i mål udnævner han også sig selv til præsident.
Det er en historie, der er levet fortalt igen og igen, som om den var sand.
Carsten Porskrog Rasmussen
I 3 dage var Als i soldatersrådets magt, og så var det forbi. Der har næsten lige siden verseret en historie om, at den gode Bruno Toppf også udnævnte Als til selvstændig republik, men den historie er sandsygligvis apokryf.
- Vi kan ikke finde nogen skriftlige vidnesbyrd om det fra revolutionsdagene. Aviserne skriver ingenting om en republik, og Toppf nævner det heller ikke på skrift eller plakater, siger Carsten Porskrog Rasmussen, museuminspektør på Sønderborg Slot.
- Vi kender historien fra 1920, og så er den blevet fortalt igen og igen, så det ser ud som om, det er sandheden, fortæller han.
Der var rådsrepublikker i flere andre tyske byer, men nok ikke i Sønderborg. Til gengæld var revolutionen i Sønderborg historiens vingeslag her.
- Det var jo første skridt i den udvikling, der til sidst skabte mulighed for afstemningerne, og at Sønderjylland vendte tilbage til Danmark, siger Carsten Porskrog Rasmussen.
Lokale teaterinteresserede genopførte i dag revolutionen på Als. Se filmen herunder.