Rigmand har fortrudt aktiekøb i Cimber

Rigmanden Karsten Ree har fortrudt, at han købte 1,25 millioner ekstra aktier i Cimber Sterling 6. juli i år.

Han har solgt aktierne tilbage til ejerfamilien, som tidligere sad på hele selskabet.

Han købte aktierne til kurs 3,30, og han fik i går samme kurs for dem.

Det er en betydelig overkurs.

En aktie var onsdag kun 2,48 kroner værd.

Karsten Ree har stadig godt fem millioner aktier i Cimber Sterling A/S. Det svarer til den ejerandel på 11 procent, som han fik, da selskabet gik på Børsen i slutningen af 2009.

Ejerfamiliens selskaber, Koch & Nielsen ApS, Bardin ApS og Helenia Holding ApS, har nu omkring 40 procent af aktierne i flyselskabet.