Rikkes store æblerov: Hemmelig have har sønderjysk skatkammer

En gammel tilgroet have i Sønderborg har vist sig at gemme på historiske æblesorter, som indtil nu var ment uddøde.

I hånden har Rikke Lock Harvig et æble. Det er lidt mindre end gennemsnittet, dybt rødt i farven og ligner – ja, et æble.

quote

Når jeg tager en bid af det her æble, så er jeg en af de første i 50 år, der smager præcis den her slags æble, det er da fantastisk.

Rikke Lock Harvig, civilingeniør, Sønderborg

- Når jeg tager en bid af det her æble, så er jeg en af de første i 50 år, der smager præcis den her slags æble, det er da fantastisk!, siger hun og spiser som lovet æblet med stor glæde.

Det kan måske være svært at forstå, at begejstringen over et lille æble kan få civilingeniør og den selverklærede æbleentusiasts smil helt op til ørerne. Men giver man forklaringen et par minutter, så begynder begejstringen at smitte af.

Gamle sorter fundet i glemt og gemt have

- Vi troede, at det her æble var væk for altid. Ud af 21 historiske sønderjyske æblesorter var der indtil for kort tid siden kun syv tilbage. Men i den her have har vi ramt jackpot, siger Rikke Lock Harvig og peger rundt på et tilgroet vildnis af tommetykke brombær rangler og krogede æbletræet med rådne grene.

I opslagsværket “Dansk Frugt” fra 1923 beskriver forfatteren blandet andet “stødageræblet”. Det er en af de æblesorter, som Rikke har fundet i den hemmelige have i Sønderborg. Ingen har set æblet i 50 år. 
I opslagsværket “Dansk Frugt” fra 1923 beskriver forfatteren blandet andet “stødageræblet”. Det er en af de æblesorter, som Rikke har fundet i den hemmelige have i Sønderborg. Ingen har set æblet i 50 år. 

Haven ligger et sted i Sønderborg, men den præcise adresse er hemmelig.

- De her ældgamle træer er de sidste i verden af deres slags, som vi kender til. Skulle der f.eks. ske hærværk, så kan vi miste dem for evigt, siger Rikke Lock Harvig.

Ægte æbleelsker

Rikke Lock Harvig er tilknyttet et projekt ved Sønderborg Kommune, som har fokus på at undersøge, registrere og bevare de alsiske æblesorter. På sin egen gård på Nordals har Rikke Lock Harvig desuden en samling på næsten 1000 træer af gamle danske æblesorter på et- til toårige træer, fordelt på 50 sorter.

140 havebesøg før succes

Det er ikke kun Rikke Lock Harvig, der jagter gamle æbler. Museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff fra Oldemorstoft landbrugsmuseum har de sidste tre år besøgt omkring 140 private haver i jagten på sjældne alsiske sorter. Det seneste år har han og Rikke Lock Harvig samarbejdet om jagten på alsiske æbler.

- Jeg ville gerne starte en historisk abildgård på museet, men det viste sig dengang at være en større udfordring, for det var umuligt at finde de historiske sorter, fortæller Mads Mikkel Tørsleff om starten på hans egen historiske æblejagt.

Gennem avisartikler og opslag bad museumsinspektøren borgerne om at sende tip, hvis de kendte til træer. Og det var også et tip om salget af en gammel ejendom, som ledte Rikke Lock Harvig og Mads Mikkel Tørsleff på sporet af den hemmelige have i Sønderborg.

Sjældne æbler

I den gamle frugthave ved Sønderborg er der foreløbig registreret Volmers Æble, Stødageræble, Alsisk citronæble, Tidlig Graastener fra Sønderborg, Volsk Krigsæble og Vinsur fra Als. Derudover har Oldemorstoft tidligere på Als registreret Alsisk Melonæble, Ulderupæble, Alsisk Voksæble og Vinsur fra Als.

Sorter, der ikke er fundet endnu, er Silles Æble, Saksgaardsæble, Honningæble fra Als, Jagtæble fra Als og Farbror Hanses Æble.

Det handler ikke kun om æbler

I haven mener Rikke Lock Harvig at have fundet seks sorter, som indtil nu var tabt. Det drejer sig om Volmers Æble, Stødageræblet, Tidlig Gråstener, Alsisk cintronæble, Cinsur fra Als og Volvsk Krigsæble. 

- Indtil nu har jeg sammenlignet æblernes fysiske kendetegn. Jeg kigger på alt fra stilken til kernehuset, men i sidste ende skal en DNA-test bekræfte vores fund, fortæller hun.

Det er blandt andet økonomisk støtte fra udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer i Sønderborg Kommune, der har givet Rikke Lock Harvig den tid, som det tager, sammenligne, identificerer og pode nye træer af de sjældne sorter. De nye træer skal med tiden være en af hjørnestenene på et kommende naturformidlingscenter på Kær Vestermark.

- Det er et stykke levende lokalhistorie, som det er lykkedes at redde, og samtidig spiller det så fint ind i vores ambition om at fremme produktion og forbrug af lokale råvarer, siger Charlotte Riis Engelbrecht (S) om fundet af de sjældne æbletræer. Hun er formand for udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer i Sønderborg Kommune og er selv utrolig glad for æbler.

 

Arbejdet fortsætter

Der er stadig meget at gøre, før arbejdet i den hemmelig have er overstået for Rikke Lock Harvig. Træerne skal beskæres, sunde podekviste skal sikres fra de gamle træer, og DNA-teste skal få bekræftet, hvordan de alsiske sorter er beslægtet med andre sorter.

- Det er vitterligt i sidste øjeblik, at vi fandt den her have. Træerne er meget gamle, nok omkring 70-100 år. De var så overgroet med brombær, at vi i starten faktisk slet ikke havde opdaget halvdelen af haven, forklarer hun. Og det er tydeligt at se, hvad hun mener. Det krævede flere folk fra Vej og Park at få ryddet nok til, at man kunne se træerne for bare ukrudt, og på jorden ligger resterne af de tykke brombærstammer, der næsten nåede at kvæle træerne.

- Vi ved stadig ikke helt, om vi har fundet det hele. F.eks. har vi det her ene gule æble, som vi simpelthen ikke ved, hvad er, så vi glæder os til at finde ud af det, afslutter Rikke Lock Harvig, og spiser endnu et nedfaldsæble fra haven.