Royale feriegæster betyder kroner i kassen

Royale gæster på Gråsten Slot betyder også kroner i kassen i byens butikker. Derfor glæder handelslivet sig over, at det royale ophold i år varer fem uger.

- Kongefamilien er jo kommet her uafbrudt siden 1936, fortæller formanden for Gråsten Handelliv, Gunnar Hattesen til TV SYD. De gyldne år var under droning Ingrid og kong Frederik, hvor de var her adskillige måneder. Og det er så den tradition, vi for første gang ser genoptaget i år. At nu bliver de ikke bare små tre uger, men i år er det udvidet til fem uger.

Kongefamilien ophold kaster glans over byen. Og trækker turister til.

- Mange håber at få et glimt af de kongelige. Og det er meget aktive i lokalområdet. Rider i skovene eller er i rideklubben eller spiller tennis, siger Gunnar Hattesen.

De næste tre fredag giver Den Kongelige Livsgardes Musikkorps koncert ved Gråsten Slot - og kongefamilien plejer at komme ud og hilse på.

Det tiltrækker rigtig mange, konstaterer Gunnar Hattesen. Og turister lægger mange kroner i butikker, cafeer og restauranternes kasser.

Gunnar Hattesen om det kongelige ferieophold i Gråsten. (Varighed: 2:22)