Sang uden grænser

600 børn fra danske og tyske børnehaver mødtes i dag til Sang uden grænser i grænsehallerne i Kruså.

Arrangementet er det første af fire, der skal gøre børnene glade for at synge og nysgerrige efter at lære mere om dem på den anden side af grænsen. Og sang er godt, når man skal lære sprog.

- Det er meget lettere at huske ordene, når man synger en sang, fortæller Annika Carstensen, kulturmedarbejder, Kulturaftale Sønderjylland-Schleswig.

Forløbet startede i februar rundt omkring på skoler og børnehaver, og i dag mødtes børnene så til fællessang i      Grænsehallerne i Kruså.

- Pædagogerne fortæller, at børnene går rundt og synger sangene, både på deres eget og det andet sprog, og at de er ret stolte af projektet, hvor de også besøger hinandens skoler og institutioner, fortæller Annika Carstensen.

Der er lavet en sangbog med alle sangene på dansk og tysk, og børnene har fået en hver til at tage med hjem.

Dette er som sagt det første af fire forløb. De tre næste er: efterår 2019, forår 2020 og endelig efterår 2020. Der er plads til 20-26 skoler og børnehaver på hver, og man kan tilmelde sig ved at skrive til kulturregion@region.dk