Se billederne: Tømmer vand af Gråsten Slotssø

Der er for meget vand i Gråsten Slotssø. Det betyder oversvømmede grunde langs søen, og siden lørdag er der tømt millioner af liter vand ud af søen.

Det er Sønderborg Brand og Redning, som sammen med beredskabsstyrelsen i Haderslev, stiller pumper til rådighed.

Siden lørdag har de i døgndrift pumpet 65.000 liter vand ud af søen hvert minut! Det svarer til at der fyldes 200 badekar i hvert minut.

11 dykpumper og tre pumper på land har pumpet døgnet rundt - kun afbrudt af korte pauser, hvor de er blevet gjort rene.

Sønderborg Brand og Redning har tre mand på stedet i døgndrift. Med lidt held og faldende vandstand i Nybøl Nor kan pumpearbejdet være slut i løbet af tirsdag.

Slotssøerne har normalt en pumpestation, som kan klare 45.000 liter i minuttet. Men den er til reparation. Og de to reservepumper kan ikke klare den megen nedbør, der er kommet i de sidste måneder. Samtidig har vandstanden været høj i Nybøl Nor, som søerne afvandes til.