Slagteri har succes med at fastholde syriske flygtninge i job

Danish Crown har fastansat 18 syrere og der kommer stadig flere til.

Det er godt et år siden vi her i landsdelen var vidne til en sand folkevandring op af E45. Flere tusinde syrere flygtede fra krig i hjemlandet og tog turen op gennem Europa for at søge asyl i blandt andet Danmark.

En af udfordringerne har været at skaffe bolig og arbejde til de mange flygtninge.

quote

Det er dejligt. Jeg har ikke noget problem. Der er for eksempel ikke nogen der siger til mig, du er fra Syrien, du er ikke god.

Nidal Josef Anf, slagteriarbejder, Danish Crown

Blandt mange var Danish Crown en af de virksomheder, der tog udfordringen op. Og det er faktisk lykkes Danish Crown at fastholde en stor del af syrerene i arbejde.

- Det er fint. Det er dejligt. Jeg har ikke noget problem. Der er for eksempel ikke nogen der siger til mig, du er fra Syrien, du er ikke god. Nej, nej, siger den 34-årige slagteriarbejder Nidal Josef Anf til TV SYD.

Han bor nu i Aabenraa og blev fastansat for lidt over et år siden på Danish Crown i Blans. Her behandler man de 18 fastansatte syrere i produktionen, hvor der fortsat kommer flere til, lige som alle andre.

Nidal Josef Anf er glad for sit arbejde på Danish Crown i Blans.
Nidal Josef Anf er glad for sit arbejde på Danish Crown i Blans.

- Vi har ikke gjort det anderledes end med andre praktikhold. Den eneste forskel var, at vi skulle lære dem dansk. Det er de godt på vej med, og de følger produktionen som de skal. Så det er rigtig fint, forklarer Ole Carlsen, der er fabriksdirektør på Danish Crown i Blans.

Erfaringerne med de syriske flygtninge på slagteriet er så gode, så Danish Crown forventer, at der snart kommer flere til. For slagteriet er nationalitet ligegyldig - bare medarbejderne passer deres arbejde.

Der er i alt 32 forskellige nationaliteter repræsenteret på slagteriet i Blans.