Sønderborg får også nye uddannelser

Syddansk Universitets campus i Sønderborg kan fremover tilbyde studerende med to nye uddannelser inden for elektronik.

De to nye uddannelsesmuligheder hedder noget så sexet som henholdsvis BA og KA i elektronik - og er efterspurgt af det lokale erhvervsliv.

Venstres lokale folketingsmedlem og sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, er glad for, at regeringen igen prioriterer Sønderborg. 
- Regeringen har et stærkt fokus på et Danmark i balance. For at det kan lykkes, skal der være gode uddannelsesmuligheder i hele Danmark. I Sønderborg har vores lokale virksomheder en styrkeposition på hele elektronik området, derfor har det være vigtigt at sikre disse uddannelser kommer til Alsion, siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind besøgte sammen med Ellen Trane Nørby og venstres byrådsmedlem Peter Hansen for mindre end en måned siden Alsion og hørte ledelsens ønsker om at tilknytte uddannelserne til SDU på Alsion. 

Haderslev har også fået to nye uddannelser, nemlig professionsbachelor i henholdsvis skat og offentlig administration.

De nye uddannelser i Sønderborg

BA i elektronik
Elektronik dækker ifølge SDU ikke kun et fagområde og en branche i sig selv, men er også et kerneelement i øvrige brancher (f.eks. robot, automation, software). Bacheloren i elektronik skal primært kvalificere til at kunne videreuddanne sig på en relevant kandidatuddannelse og skal desuden kunne bestride jobs, hvor der skal omsættes forskningsresultater inden for elektronik til praktisk anvendelse ved elektro- og datatekniske udviklingsopgaver.
Bacheloren har teoretiske kompetencer, der gør, at der kan oversættes forsknings- og udviklingsresultater til realiserbare produkter.
Forventet optag på uddannelsen:
20-25 (2018), 35 (2019-2020), endeligt hævet til 60 fra 2025.

KA i Elektronik
Den foreslåede uddannelse er en dublering af SDU’s eksisterende engelsksprogede civilingeniør kandidatuddannelse i elektronik, som i dag udbydes i Odense.
Uddannelsen kvalificerer ifølge SDU til udvikling af effektelektroniske løsninger under anvendelse af de nyeste teknologier og metoder – f.eks. konvertering i energisystemer (solceller og vindmøller), el-køretøjer, el-færger m.m. samt til udvikling af de tilhørende intelligente teknologier til styring, regulering og datakommunikation.
Erhvervssigte:
At kandidaten kan varetage udviklings- og forskningsopgaver i virksomheder, der udvikler systemer såvel som komponenter til elektriske anlæg og produkter – herunder elektrisk drevne køretøjer og konvertering af energi fra vindmøller og solceller.
Forventet optag på uddannelsen:
10 i startåret 2020, 15 i 2021, 17 i 2022, 20 i 2023, stigende til 50 i 2028.