Sønderborg Kaserne flager for prins Henrik

Sønderborg Kaserne flager i disse dage for at ære prins Henrik, og det vækker følelser hos presseofficer Leif Larsen.

Siden prins Henriks død tirsdag den 13. februar har flaget været på halv på toppen af Sønderborg Kaserne.

Efter prins Henriks bisættelse på tirsdag hales flaget, og det sker klokken 17.38. Alt imens sækkepiben spiller ’The Hero’, og medlemmerne af Kasernes Flaglaug samles i tårnet på den sønderjyske kaserne.

quote

Man tænker da meget over, at flaget skal hejses på grund af sådan en trist begivenhed. Det er noget helt specielt. 

Leif Larsen, presseofficer, Hærhjemmeværet, Syd- og Sønderjylland

Leif Larsen er en del af Kasernes Flaglaug, der i alt består af 10 medlemmer. Sammen sørger de for, at flaget ofte bliver hejst, og hver gang skiftes de til at hejse det.

Mødet med prinsen
Det vækker følelser hos presseofficeren, når flaget skal hejses på tirsdag.

- Man tænker da meget over, at flaget skal hejses på grund af sådan en trist begivenhed. Det er noget helt specielt, siger han.

Og det er det ikke uden grund, for da Leif Larsen én gang før havde kommandoen for at opstille flagene på kajen ved dronningens og prinsens ankomst, var han så heldig at møde prinsen. Han husker stadig, hvad prinsen sagde til ham:

- Nå, Hr. Seniorsergent, hvor mange flag er her så?

Der var 17 flag på kajen. Det havde presseofficeren helt styr på.

I Sønderborg flages der ofte
På tirsdag er det ikke Leif Larsen, der skal hejse flaget. Det er derimod Flaglaugets medlem Jan Mosberg, der får æren af det.

Sønderborg Kaserne fungerer ikke længere som en kaserne, men flaget bliver alligevel hejst jævnligt, siger Leif Larsen, der er presseofficer i Hærhjemmeværnsdistrektet i Syd- og Sønderjylland.

- I Sønderborg er der en god tradition for at flage, og borgerne her holder meget øje med, at der bliver flaget, siger han.

Presseofficeren ved ikke, hvor mange der dukker op til begivenheden på tirsdag, men han håber på at se mange ansigter, når der spilles The Hero og Dannebrog hales.