Sønderborg ramt af bilbrande

To gange har der natten til søndag været brand i biler. Politiet mener, de kan være påsatte.

Politi og brandvæsen er natten til søndag to gange rykket ud til bilbrande i Sønderborg. Begge gange har der været tale om brand i biler på Vølundsgade.

Første gang var klokken 02.55, hvor en ambulance tilfældigvis kører forbi og ser, der er ild i to biler.

- På det tidspunkt har ilden ikke udviklet sig, og derfor bliver branden hurtigt slukket, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til TV SYD.

 

quote

På det tidspunkt har ilden ikke udviklet sig, og derfor bliver branden hurtigt slukket

Erik Lindholdt, vagtchef Syd- og Sønderjyllands Politi

Klokken 05.31 er det så galt igen på samme adresse i Sønderborg. Denne gang er der på ny brand i én af de to biler, der også brændte tidligere på natten.

Her er en person set løbe fra stedet og derfor har politiet en formodning om, at der er tale om en påsat brand.

Det skal politiets  teknikere nu undersøge nærmere, oplyser vagtchefen til TV SYD.