Sønderborg Revys ende er god

For 36. gang er Leif Maibom med til at arrangere Sønderborg Sommer Revy, men det er måske snart slut.

Dette års revy har fået navnet Når enden er god, og ifølge Leif Maibom så ligger der en dybere mening bag navnet.

- Qua min lidt høje alder, så synes jeg, at vi må nærme os det tidspunkt, hvor jeg skal begynde at se enden på det her, siger Leif Maibom, direktør for Sønderborg Revy, til TV SYD. 

Hvad årets revy skal indeholde, ved de ikke endnu, men revyens navn ligger helt fast allerede nu.

- Jeg vil fra sæson 2018 have en partner, som i løbet af nogle år skal overtage revyen og køre den videre, siger Leif Maibom.

I år er det revy nummer 36, som Leif Maibom (65 år) er med til at arrangere, og gennem årene har han både været direktør, hovedforfatter og skuespiller i revyen. Søndag var hele revyholdet 2017 samlet i Sønderborg.

- Det betyder, at jeg er blevet gammel, siger Leif Maibom og griner.

- Det er lidt uvirkeligt, synes jeg. Jeg er faktisk stolt over det, men det er mange år, og det havde jeg ikke drømt om, da jeg startede det, fortsætter han. 

Hør Leif Maibom fortælle om, hvorfor han vil have en medpartner i revyen.