Sønderborg Sommer Revy kommer på nye hænder

Efter 36 år som styrende makkerpar i Sønderborg Sommer Revy overdrager Leif Maibom og hans kone roret til nye kræfter.

Til sommer går Leif Maibom og hans karakter Thorleif på scenen i årets sommerrevy i Sønderborg. For sidste gang. Efter denne sæson træder Leif Maibom ned fra scenen. I løbet af de næste fire år sker der et generationsskifte i Sønderborg Sommer Revy.

-Jeg kan godt mærke, at det at skulle sætte hele det maskineri i gang igen er hårdt, og tager nærmest kræfter på forhånd. Det kræver ekstra mange kræfter, og dem har vi måske ikke længere i vores alder, siger Leif Maibom til TV SYD.

Derfor har Leif Maibom og konen Johanna Maibom valgt at hive nye kræfter ind i direktionen, så fra 1. oktober 2017 træder ægteparret Jeanne Boel og Klaus Kristensen ind som partnere i revyen. 

Allerede i sommeren 2014 begyndte Jeanne Boel og Leif Maibom at tale om et udvidet partnerskab, og i sommeren 2016 - da Jeanne Boel både var instruktør og medspiller i revyen - startede de egentlige forhandlinger om et generationsskifte. 

Leif Maibom startede Sønderborg Sommer Revy i 1982, og siden har der været både med- og modgangstider. Men lige for tiden klarer revyen sig rigtig godt.

-Jeg tror, det er rigtigt at gå, mens man ligger på toppen, og jeg vil gerne aflevere en toptunet revy til de nye ejere, siger han. 

Leif Maibom fortsætter med at skrive tekster til revyen og vil stadig have titlen som administrerende direktør de næste to år endnu, inden Klaus Kristensen overtager posten. 

-Det bliver da mærkeligt, men jeg har det godt med det. Vi vil også gerne kunne nyde vores begyndende alderdom, siger Leif Maibom til TV SYD.