Sønderborg vil have flere håndboldspillere

Der bliver færre og færre håndboldspillere i Syd- og Sønderjylland, men det vil Sønderborg Kommune nu gøre noget ved.

Medlemstallet i dansk håndbold falder. Derfor har Dansk Håndbold Forbund startet projektet ”Knæk Kurven”, som skal få flere til at tage harpiksklumpen i hånden og skyde mod mål. Faldet i antallet af medlemmer oplever man også i Sønderborg Kommune.

I den anledning var omkring 450 elever fra 8 forskellige folkeskoler i Sønderborg Kommune derfor inviteret til et stort håndboldstævne i Skansen. Og til at tage imod dem var SønderjyskEs Håndboldherrer, som deltog aktivt i stævnet.

Christina Wagner, aktivitetsformand i Vidar-Ulkebøl Håndbold, er en af initiativtagerne, og hun glædede sig til at gentage stævnet fra sidste år.

- Formålet er jo at få nogle flere børn til at spille håndbold. Istedet for at det altid er en fodbold, man slæber med i skolegården, så kan det ligeså godt være en håndbold, siger Christina Wagner til TV SYD.

Ud over selve stævnet var der andre aktiviteter som skud på mål, fartmåler og andre håndbold-relaterede udfordringer, som altså skal få folkeskolebørnene interesseret i håndbold.

”Knæk Kurven” er et fireårigt projekt, der er igangsat i januar 2014, og som altså skal arbejde for at vende den medlemsnedgang, dansk håndbold gennem de seneste mange år har oplevet.