Sønderjyske biltyve smadrer tre patruljevogne

To mænd anholdt sent torsdag aften efter at have påkørt tre patruljebiler under flugt fra politiet. To betjente blev slæbt efter bil i forsøg på at stoppe tyvene.

Opdatering klokken 14: Den 33-årige er fredag middag blevet sigtet for brugstyveri af en bil, for at have forvoldt fare for liv og førlighed for de to politifolk, der torsdag middag blev slæbt efter bilen samt for de fire betjente, der sad i to patruljevogne, han påkørte torsdag aften. 

Han er samtidig blevet varetægtsfænglset i fire uger. Han erkender og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Det gik dramatisk for sig i løbet af torsdagen, da politiet flere gange forsøgte at standse to biltyve. 

Første gang mødte en patruljevogn en stjålet bil i Skovby på Als ved middagstid torsdag.

De to betjente standsede bilen, parkerede patruljevognen bag det stjålne køretøj, steg ud og forsøgte at komme i kontakt med biltyvene. 

- Kollegerne står ved siden af den stjålne bil, da biltyven vælger at bakke bilen direkte ind i patruljevognen. Her bliver de to betjente kortvarigt slæbt efter køretøjet. De fik begge overfladiske skrammer, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Det lykkedes for den 33-årige biltyv fra Aabenraa-området at slippe væk fra politiet sammen med en 30-årig kammerat, der sad i bilens passagersæde.

Biljagt gennem villakvarter

Så heldigt var makkerparret dog ikke torsdag aften.

Ved 23-tiden opdagede politiet endnu engang den stjålne vogn. Denne gang var det på Borgmester Andersens Vej i Sønderborg, og herefter jagtede politiet bilen gennem Sønderborg. To patruljevogne blev ramt under biljagten.

På en lukket villavej i området blev flere af beboerne vækket af sirener og blå blink.

- Vi var lige gået i seng, da hele vores soveværelse pludselig blev lyst op af blåt lys. Vi skyndte os at stå op og kiggede ud af vinduet, men nåede ikke at se, præcis hvad der foregik. Vi kunne dog konstatere, at politiet var meget tæt på vores hus, fortæller Louise Kielstrup, der bor på vejen.

Arnkilgade endestation

I Arnkilgade mistede føreren kontrollen over køretøjet, og de to mænd blev anholdt.

- Vi har endnu ikke afhørt dem, men der venter dem en hel del sigtelser. Og nok nogle ganske alvorlige for føreren, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Ud over adskillige overtrædelser af færdselsloven kan den 33-årige biltyv formentlig også forvente at blive sigtet for vold mod tjenestemand. 

Syd- og Sønderjyllands Politi skal nu finde erstatningskøretøjer for de tre patruljevogne, der skal en tur forbi værkstedet.

- De har alle fået en del buler og skrammer, siger vagtchefen.

Det stjålne køretøj, en Hyundai, stammer fra Sønderborg, hvor den blev stjålet om formiddagen torsdag.