Sønnen er VM-helt: Lone og Svend Zachariassen er ved at revne af stolthed

Svend og Lone Zachariassen fra Ulkebøl i Sønderborg kan ikke få armene ned. Deres søn Anders Zachariassen havde sit helt store gennembrud i søndagens VM-finale.

Anders Zachariassen - det danske landshånds helt store gennembrudsspiller ved denne slutrunde spiller i en klub i vores område - Flensborg-Handewitt. Og han er fra vores område - fra Ulkebøl ved Sønderborg.

Vi kan være stolte af ham, men det kommer nok ikke i nærheden af, hvor stolte forældrene til superstjernen på stregen er.

quote

Vi har set hver eneste kamp med Danmark live i hele VM-turneringen, og så har vi set kampen igen, når vi er kommet hjem.

Lone Zachariassen, mor til verdensmester, Ulkebøl

- Det er svært at sætte ord på, siger Lone Zachariassen.

Hverken Lone eller Svend Zachariassen kan få armene ned. De var med i Herning i går aftes, da håndboldherrerne vandt den historiske VM-finale.

- Vi er så super stolte, fortæller Lone Zachariassen.

- Vi har set hver eneste kamp med Danmark live  i hele VM-turneringen, og så har vi set kampen igen, når vi er kommet hjem. Det er fuldstændig fantastisk.

Anders Zachariassen i nærkamp i Danmarks kamp mod Chile i det indledende gruppespil.
Anders Zachariassen i nærkamp i Danmarks kamp mod Chile i det indledende gruppespil.
Foto: Mads Claus Rasmussen

Anders har fået håndbold ind med mordermælken. Lone Zachariassen spillede selv på det lokale håndboldhold i Vidar-Ulkebøl Håndbold, og da Anders var blot tre uger, var hun på håndboldbanen igen. Far Svend Zachariassen var træner:

- Anders var med over alt, når vi var ude til noget med håndbold, så ja, han har fået det ind med modermælken, smiler en glad og stolt Svend Zachariassen.