Spædbarn dræbt ved tragisk ulykke

Et spædbarn på fire måneder blev dræbt ved en tragisk ulykke på Flensborg Landevej ved Sønderborg. Barnet og moderen blev ramt af en bil, hvis fører havde mistet herredømmet.

Ulykken skete kl. 13.55. Den 18-årig mand kom kørende ad Dybbøl Banke, som ved Parallelvej går over i Flensborg Landevej. I en venstrekurve kom bilen ud i græsrabatten og den unge fører, som ikke har haft kørekort ret længe, mistede herredømmet over bilen.

Bilen fortsatte ind over et græsstykke og ramt den 30-årige kvinde, som gik med barnevogn i modsat retning.

Barnet - en lille pige på fire måneder - blev slynget ud af barnevognen og en tilkaldt læge kunne konstatere, at barnet var død på stedet.

Moderen er indlagt på sygehuset med alvorlige kvæstelser, men er uden for livsfare.

Også den 18-årige blev kørt på sygehuset for at blive undersøgt for lettere kvæstelser.

Der er ikke mistanke om spirituskørsel, oplyser vagtchefen.

Flensborg Landevej har været afspærret i flere timer, mens bl.a. bilinspektører har undersøgt ulykkesstedet. Først ved 17-tiden blev afspærringen ophævet.