Store familie-firmaer ønsker lettere generations-skifte

11 af landets største familieejede virksomheder, heriblandt Danfoss, Ecco, og LEGO, har stiftet netværket Vækst i Generationer. Det er alt for dyr i afgifter og skat at foretage et generationsskifte i en familieejet virksomhed, mener netværket og vil arbejde for lettelser.

På grund af arveafgiften, udbytteskat og for nogle virksomheder en aktieavanceskat skal familieejede virksomheder betale mellem 19 og 76 procent af egenkapitalen ved et generationsskifte.

Og det kan i sidste ende koste arbejdspladser, advarer det nye netværk om.

Der er rundt regnet 50.000 familieejede virksomheder i Danmark, og ifølge konsulenthuset Ernst & Young planlægger 10.000 af dem at skifte ejere i løbet af de næste fem år.

Arvereglerne ved generationsskifterne koster virksomhederne dyrt, siger Jørgen Mads Clausen, der er bestyrelsesformand for Danfoss.

- De allerfleste familieejede virksomheder har ikke de penge i hånden. Enten skal de sælge aktier til fremmede eller udlodde penge fra firmaet, og det betyder, at virksomheden ikke kan bruge de penge, siger han til Berlingske.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) afviser over for Berlingske at lempe på afgiften, da det vil koste omkring en milliard kroner om året. Til gengæld lytter han gerne til forslag om, hvordan reglerne kan forenkles.

Familieejede virksomheder beskæftiger i Danmark op imod 1,3 millioner personer og udgør en væsentlig del af den samlede omsætning fra danske virksomheder.

Se mere om det nye netværk

235.000 arbejdspladser

Dansk Erhverv anslår, at 235.000 arbejdspladser er beskæftiget i de virksomheder, der står over for et generationsskifte i de kommende fem år.

Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke beregninger på, hvor mange arbejdspladser generati-onsskifteskatten præcis koster. Men eksperter er enige i, at det drejer sig om et betydeligt antal arbejdspladser, og at der er behov for et eftersyn af skattereglerne:

Professor Morten Bennedsen fra Insead Business School er i gang med et forskningsprojekt om familieejede virksomheders betydning for Danmark herunder konsekvensen af generationsskifteskatten. Forskningsresultaterne forventes færdige i efteråret 2013.

 

Fakta om Vækst i Generationer:

Vækst i Generationer er et netværk af med 11 af Danmarks største familieejede virksomheder, som i generationer har skabt vækst, innovation og arbejdspladser i Danmark.

Netværket arbejder for at skabe gode muligheder for generationsskifte i Danmark, der giver familievirksomheder de samme vilkår som for eksempel fondsejede virksomheder og børsnoterede virksomheder.

Virksomheder i netværket er: AVK, Bestseller, Danfoss, Ecco, Foss, Haldor Topsøe, JYSK, Kirk Kapital, Kirkbi, Linak og Widex.