Sulten butikstyv

En 26-årig mand var i går så sulten, at han besluttede sig for at stjæle mad fra Føtex i Sønderborg. Da han blev opdaget, bed han butiksdetektiven i hånden.

En forbrydelse med bid i - det kan man kalde episoden i Føtex i Sønderborg i går eftermiddag. Lidt efter kl. 16 forsøgte en 26-årig tysk mand at stjæle en skinke, et flûte og nogle øl. Det blev dog ingen stor succes, da han blev opdaget af stedets butiksdetektiv.

Han blev ikke glad for afslørelsen, og forsøgte at slippe for anklagerne ved at bide butiksdetektiven i hånden - så voldsomt at det gav et blødende sår. Manden blev anholdt og skal i dag kl. 14.00 fremsættes i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for butikstyveri og vold.

Manden er tidligere sigtet for tyveri og overtrædelse af våbenloven, oplyser Politiinspektør Svend Erik Lassen fra Sønderborg Politi.