Tog i pendulfart kan give besparelser

En trafikmaskine med tog i pendulfart mellem København og Aarhus og Sønderborg vil kunne spare DSB for rigtig store beløb. Modellen er inspireret af lavprisflyselskaber.

Det fremgår af den uafhængige rapport fra konsulentfirmaet Quartz+co, som slap ud i sidste uge.

Det skriver Politiken mandag.

Pendulfart

Tog i pendulfart efter forbillede fra lavprisflyselskaber, hvor samme type tog suser af sted fra punkt til punkt vil »muliggøre yderligere optimering af det kørende personale«, står der i rapporten.

I forvejen anslår rapporten, at DSB kan skære mellem 1,2 og 1,3 milliarder kroner ud af det årlige budget ved at udnytte lokoføreres arbejdstid mere effektivt, fjerne hver tredje administrative stilling, sælge bygninger og gennemgå indkøb af for eksempel konsulentydelser.

Decentrale linier

På DTU's Institut for Transport bliver ideen om at etablere to centrale linjer fra København til henholdsvis Aarhus og Sønderborg kombineret med en række decentrale linjer til for eksempel Esbjerg, Struer og Aalborg mødt med interesse.

- Det er en mulighed, der skal undersøges nærmere. På den ene side vil hovedstrækningen over Fyn til København blive styrket, så den bliver mere attraktiv for kunderne. Det kunne give flere passagerer, men på den anden side vil det også betyde flere skift for kunder, der skal længere end hovedstrækningen, siger trafikforsker Alex Landex til Politiken.