Tre store narkofund på en uge ved grænsen

Flere kilo amfetamin og litervis af metadon blev forsøgt smuglet ind ved den dansk-tyske grænse.

Fire udenlandske mænd i alderen 19-30 år er den seneste uge blevet afsløret med store mængder narkotika ved Frøslev-grænsen, efter personalet ved den særlige Politi og Toldenhed fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) og Toldstyrelsen ransagede tre biler.

Det første fund gjorde UKA Vest og Toldstyrelsen tirsdag i sidste uge. To 19-årige mænd blev stoppet ved kontrollen. Den ene unge mand, der er fra Congo, men bosat i Holland, kørte en Range Rover, som gemte på tre kilo ecstasy og halvanden kilo amfetamin.

Metadon i litervis

I torsdags blev en 30-årig svensk mand i en BMW taget ud til kontrol. I bilen lå store sodavandsflasker, som havde været åbnet, men med nyt indhold, som derfor blev testet.

Indholdet viste sig at være metadon, som UKA Vest og Toldstyrelsen inddragede 39,5 liter af.

- Vi er meget tilfredse med den seneste uges narkotikabeslag ved grænsen. Det er meget tilfredsstillende, at både vores tætte samarbejde med Toldstyrelsen bærer frugt, men også at vores politimæssige fokus på både indrejse og kriminalitet giver resultater, siger politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest i en pressemeddelelse.

Flere kilo amfetamin

Også tirsdag beslaglagde personalet fra UKA Vest flere store mængder narkotika. En 21-årig hollandsk mand blev taget ud til kontrol, og en gennemgang af bilen afslørede 30 kilo amfetamin og tre kilo ecstasy.

De fire mænd har alle været fremstillet i lukkede grundlovsforhør i retten i Sønderborg. De udenlandske mænd blev fængslet i fire uger.

Den 30-årige svensker og 21-årige hollandske mand nægter sig skyldige.