Tricktyverier fortsætter på Als

Ældre i Nordborg og Augustenborg på Als blev onsdag eftermiddag og aften opsøgt at tricktyve, der kører rundt i en ældre, blå VW Polo med Flensborg-nummerplader.

Den ene af tricktyvene holder de ældre hen med snak, mens den anden gennemsøger lejligheden for værdier.

I Nordborg blev ofret opsøgt af en mand og kvinde på mellem 25 og 30 år. Manden er mørklødet, mens kviden er mere lys med afbleget hår. Her stak de af med smykker.

I Augustenborg var det kun manden, der kom ind i lejligheden, mens kvinden sad i den blå bil. Her blev der ikke stjålet noget.

Tricktyve har i den senere tid huseret på Als.

Tirsdag udsendte hjemmeplejen i Sønderborg Kommune en advarsel mod dem.

Sønderborg Kommune råder ældre til at være kritiske over for alle, der beder om at komme ind i ældres hjem ved at udgive sig for at være læge, politimand, hjemmehjælper, håndværker eller noget andet. Hvis personer giver sig ud for at være plejepersonale, skal borgerne bede om legitimation, hvis de ikke kender dem fra tidligere besøg.