TV SYD får sin egen slotskoncert

TV SYD får sin egen slotskoncert. Den regionale tv-station har lavet aftale om at optage friluftskoncerten En Søndag på Als, som i år holdes for 12. gang.

Den fem timer lange koncert sendes i tv i løbet af efteråret i afsnit på 30 minutter.

Stor interesse

- Når DR har lavet slotskoncerter rundt omkring, har der været masser af seere, så vi ved, at der er en stor interesse, siger redaktionschef Henny Husum, TV SYD.

Koncerten, der foregår 19. august, får et stærkt solisthold: Sigurd Barret, Annette Heick, Kim Sjøgren, Christoffer Brodersen, Trine Jepsen og Anders Blichfedt - i selskab med Slesvigske Musikkorps.

- En Søndag på Als har bevist sin bæredygtighed, da den har været der i mange år, og det er spændende at kunne dække den på en anderledes måde, siger Henny Husum.

Orkesterchef i SMUK ? Slesvigske Musikkorps - Thomas Larsen Späth glæder sig over, at En Søndag på Als nu kommer ud i alle regionens stuer.

- Der er ingen tvivl om, at det vil skabe ekstra opmærksomhed omkring Slotskoncerten samt SMUK og dermed Forsvaret, siger han og tilføjer, at open air koncertens position som et af landsdelens store kulturarrangementer bliver styrket.

- TV SYDs satsning viser, at En Søndag på Als har kvalitet, siger orkesterchefen og fortsætter:

- Og det viser, at der fortsat er en interesse for arrangementet, og måske endda en stigende interesse. Det er ikke kun Roskilde og Kløften Festivalerne, der trækker. Det gør En Søndag på Als også. Dog naturligvis med et andet publikums segment.

Søren Laursen som vært

Det bliver studievært Søren Laursen fra TV SYD, der fra Augustenborg Slotspark får opgaven med at guide seerne gennem arrangementet. TV SYD forventer, at første afsnit bliver sendt den 9. September klokken 20.