Tyskerne strømmer til Syddansk Universitet

Flere og flere tyske statsborgere ønsker at få en uddannelse på Syddansk Universitet.

Det er populært at studere på Syddansk Universitet. Det synes ikke bare danskerne, men i høj grad også tyske statsborgere. Hele ti procent er antallet af tyske ansøgere steget i forhold til sidste år, og det kommer lidt bag på Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet.

- Det kommer lidt bag på mig, for sidste år havde vi nemlig rigtig mange tyske ansøgere, så jeg troede ikke, at det ville stige igen. Men jeg er glædeligt overrasket, siger Jens Oddershede til Flensborg Avis.

Tyskerne er vilde med humaniora

I år har 333 tyske statsborgere søgt ind på Syddansk Universitet mod 303 sidste år, og det er især de humanistiske uddannelser og samfundsvidenskab, der trækker. Ikke mindre end 131 tyskere har søgt ind på de humanistiske uddannelser, og 76 af dem havde Syddansk Universitet som første prioritet.

Der er flere grunde til, at tyske statsborgere i stigende grad vælger at få en uddannelse på Syddansk Universitet og i Danmark i det hele taget.

- Det er vores anderledes måde at undervise på med hensyn til eksempelvis omgangstonen og forholdet til lærerne, der tiltrækker tyske studerende. Det er i hvert fald det, jeg hører, når jeg snakker med de tyske studerende, siger han til Flensborg Avis.