Uddannet til kæde-redning...

Brand og Redning i Sønderborg har som et af de første steder i regionen uddannet en række brandmænd i at foretage kæderedning - en ny fremgangsmåde, når folk er fastklemt i biler.

Uddannelsen varer 16 timer og er et supplement til den frigørelsesindsats, som brandmændene i forvejen er uddannet i.

- Her har vi hidtil ageret ud fra, at vi naturligvis skulle tage hensyn til patienten ? men også til de implicerede køretøjer, som skulle beskadiges mindst muligt, fortæller afdelingsleder i Brand&Redning, Søren Kafton Simonsen. Vi har f.eks. skåret tag af biler og møjsommeligt løftet personer ud. Sådan er det ikke mere.

Skånsomt

- I et godt samarbejde med Falck arbejder vi nu ud fra devisen, at det først og fremmest skal gå hurtigt og være skånsomt i forhold til mennesker. Køretøjer og materiel er mindre vigtigt, tilføjer han.

Trækkes fra hinanden

I praksis vil man derfor fremover kunne opleve, at der sættes kæder i havarerede biler, hvorefter de trækkes fra hinanden for at redde tilskadekomne ud.

Foreløbig er brandmænd fra stationerne i Sønderborg og Egen blevet uddannet i teknikken, men flere kommer til.