Unge sat ind i kampen mod butiksdød

Bæredygtighed, miljø og kultur er vigtige emner, når 45 unge mennesker mødes i Sønderborg.

I denne uge er der Youth Summit 2019 i Sønderborg, hvor unge mennesker fra Sønderborg, omegn og Skandinavien samles for at idéudvikle på løsninger for en mere bæredygtig fremtid.  

Her skal de finde på idéer til at løse en række problemstillinger, som alle tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål, som blandt andet handler om et bedre miljø, ingen fattigdom og bedre ligestilling.

- Mange af de unge tænker faktisk ikke på det som udfordringer, de vil bare gerne være med til at skabe noget og inspirere, siger Julie Andersen, leder af virksomhedsenheden, Sønderborg Kommune.

Onsdag er de 45 personer blevet stillet en helt håndgribelig udfordring. Her skal de komme med konkrete løsninger på, hvordan man udvikler byrummet i gågader og bymidte, som på grund af butiksdød står forladte. Det er ikke en udfordring, der er grebet ud af den blå luft. Selvom der i Sønderborg bor 27.000 mennesker, oplever byen med jævne mellemrum butiksdød i centrum. Derfor skal de unge mennesker en tur forbi Sønderborg centrum, hvor de kan se de tomme butikslokaler.

Opgaven, de har fået stillet, går ud på at komme med idéer til, hvordan man kan omdanne butikslokalerne og gøre dem attraktive for andre unge mennesker i Sønderborg Kommune. Her vil der være ekstrapoint for at inddrage FN’s verdensmål i sin idé.

- De kan lære en masse af hinanden om, hvordan man starter noget op, fx en forretning eller et ungdomshus. Her i Sønderborg får de så nogle værktøjer, og møder nogle andre, der har gjort det samme, siger Julie Andersen.

Sønderborg Kommune og ProjectZero er vært for Youth Summit 2019, som afholdes på Alsion og SDU i Sønderborg.