Vej og Park-ansatte får hjælp til et sundere liv

Snart får Sønderborg Kommunes 5500 medarbejdere et brev. Her opfordres de til at tænke på deres helbred, spise sundere og motionere mere.

Medarbejderne i Sønderborg Kommune skal være sundere. Hos kommunens Vej og Park-afdeling er de 120 medarbejdere allerede tyvstartet med sunde vaner omkring kost og motion i arbejdstiden. De mødes hver onsdag til en times motion.

quote

 Det giver os et skub til at blive sundere, så jeg synes, det er en rigtig god ide.

John Møller, fællestillidsmand, Vej og Park, Sønderborg Kommune

John Møller er fællestillidsmand i Vej og Park. Han er med hver gang, der er motion på programmet.

- Det giver os et skub til at blive sundere, så jeg synes, det er en rigtig god ide, fortæller han.

Og snart skal de gode takter fra Vej og Park bredes ud. Sønderborg Kommune vil sende et brev ud til samtlige af kommunens 5500 medarbejdere for at få dem til at tænke mere på deres ve og vel. Og initiativet skal komme fra dem selv, lyder det i brevet. 

Det er frivilligt om Sønderborg Kommunes samtlige 5500 medarbejdere vil dyrke motion - og tilbuddet om råd og vejledning til motion og kostændringer skal ses som et personalegode. 
Det er frivilligt om Sønderborg Kommunes samtlige 5500 medarbejdere vil dyrke motion - og tilbuddet om råd og vejledning til motion og kostændringer skal ses som et personalegode. 

Kosten skal også være med

At være en sund medarbejder handler ikke kun om at røre sig. Det handler også om den mad, man spiser. Så der har også været afholdt en temadag i Vej og Park om sund kost - noget, man kan se på Jan Perssons madpakker, da de nu oftere består af sunde grøntsager og gode proteiner:

- Jeg har ikke været så god til salater og sådan noget, men det smager jo godt, når man kommer i gang, siger Jan Persson, mens han spiser dagens sunde salat. 

Dorte Grove er fysioterapeut og sundhedsvejleder i kommunen. Hun er med ved den ugentlige træning, og noget af det, hun fokuserer særligt på at sætte ind overfor, er de smerter, som kan opstå i kroppen, når man som medarbejderne her har et hårdt fysisk arbejde.

- Det betyder noget for deres liv som helhed, men også i forhold til at kunne udføre deres arbejde, og det er jo noget nemmere og rarere for dem, at de ikke har smerter hele tiden, siger hun til TV SYD. 

Afdelingsleder i Vej og Park, Carsten Schultz, deltager hver onsdag i den fælles motion.
Afdelingsleder i Vej og Park, Carsten Schultz, deltager hver onsdag i den fælles motion.

Ledelsen i Vej og Park går ikke fri, når der skal motioneres, og afdelingsleder Carsten Schultz ved godt, hvad der følger med, når hans medarbejdere svinger med armene.

- Hvis vi har en god trivsel, så kan vi løfte i flok, og så kan vi gøre tingene bedre, mener Carsten Schultz.