Ventetiden på at få hjælp til høreproblemer falder

Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland har forkortet ventetiden på at få hjælp til høreproblemer.

Der er mærkbare fremskridt at spore på høreområdet i Region Syddanmark. Efter en lang periode med uacceptabelt lange ventetider på høreapparatsbehandling, så falder ventetiden nu mærkbart.

Siden maj måned har Sygehus Lillebælt formået at sænke ventetiden med 53 uger, så den nu er på 60 uger, mens ventetiden på Sygehus Sønderjylland er nedbragt med 27 uger til nu 38 uger. Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Tal fra starten af august viser, at der er 2.240 patienter, der har udsigt til mere end 6 måneders ventetid. En markant nedgang i forhold til maj, hvor tallet var på 3.097 patienter.

På Sygehus Lillebælt har personalet blandt andet indvilliget i at arbejde ekstra om lørdagen, ligesom man har formået at udnytte de særlige hørebokse bedre, så de primært kun bruges til at lave selve høreundersøgelsen, og ikke til udlevering og justering af høreapparater. Derudover har man også øget bemandingen af audiologi-assistenter.

På Sygehus Sønderjylland har man blandt andet ændret i måden, man visiterer patienterne på, ligesom man udnytter de særlige hørebokse bedre, så de primært kun bruges til hørekontroller, hvor de tidligere også blev brugt til udlevering og justeringer af høreapparaterne samt kontroller.