Veteraner skal have mere opmærksomhed

Sønderborg Kommune ansætter en veterankoordinator, der skal sikre, at veteraner kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

I Sønderborg Kommune bor der omkring 400 veteraner, der har været udsendt på internationale fredsbevarende opgaver i løbet af de seneste årtier.

Men kommunen oplever, at når de udsendte kommer hjem, så har de mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet.

- Vi oplever, at mange af de udsendte har problemer med at vende tilbage til arbejdsmarkedet, når de kommer hjem igen, siger Tim Hansen, direktør i erhverv, beskæftigelse og sundhed i Sønderborg Kommune.

Kommunen har derfor besluttet at ansætte en veterankoordinator til jobcentret. Her kan koordinatoren samarbejde på tværs af forvaltninger, offentlige instanser og virksomheder.

- Det skal få veteraner hurtigere i arbejde igen, så vi kan få dem i gang med det normale liv. Det kan for nogle være en udfordring, når de kommer et halvt år fra et område i verden, som er rigtig kedeligt, siger Claus Klaris, byrådsmedlem, Venstre, Sønderborg Kommune.

Kommunen ansætter veterankoordinatoren i starten af 2016.