TV der bevæger dig

Visne potteplanter på efterskolen fik Anton i gang med forskning

15-årige Anton Oliver Rahbek har sammen med kammerater udviklet en 'klog' solcelledrevet urtepotteskjuler. I dag skulle deres klimavenlige opfindelse så bedømmes af professionelle erhvervsfolk.

Anton Oliver Rahbek har ved hjælp af solcelleer levet en klimavenlig urtepotteskjuler. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Unge Forskere på Nordborg Slots Efterskole. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Unge Forskere på Nordborg Slots Efterskole. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Unge Forskere på Nordborg Slots Efterskole. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Unge Forskere på Nordborg Slots Efterskole. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

1 af 5

Hele ugen har 50 elever på Nordborg Slots Efterskole arbejdet med opfindelser, hvor de blandt andet skal give et bud på forskellige klimaløsninger. Og de gode ideer stod i kø på Nordborg Slots Efterskole.

Nogle elever har arbejdet med Co2 venlig cementproduktion, mens en anden gruppe vil få flyvemaskiner til at lette med magnetisme. 

Det fede ved projektet er, at vi løser et problem, som rigtigt mange mennesker har. Det er jo det, det hele handler om.

Anton Oliver Rahbek, elev, Nordborg Slots Efterskole

En tredje gruppe har arbejdet med at udvikle en solcelledrevet roterende potteplante-skjuler, der sørger for både det rette lys og afmålt vand til planterne.

Ideen til den 'kloge' urtepotteskjuler kom, da 15-årige Anton Oliver Rahbek og hans kammerater lagde mærke til, at mange havde halvdøde og visne planter på deres værelser på efterskolen - og når nu planter er gode for indeklimaet og miljøet, så er det jo synd de står og dør i vindueskarmen.

-  Det fede ved projektet er, at vi løser et problem, som rigtigt mange mennesker har. Det er jo det, det hele handler om, fortæller Anton.

Bedømt af begejstrede erhvervsfolk

Fredag blev den 'kloge' urtepotteskjuler sammen med en masse andre ideer præsenteret for 30 erhvervsfolk fra Sønderborg - blandt andet industrigiganten Danfoss, hvor Lise Linneberg arbejder med talenttiltrækning.

Faktisk er nogle af ideerne så gode, at jeg tænker, hvorfor har vi egentlig ikke tænkt på det før.

Lise Linneberg,  talenttiltrækning, Danfoss

- Jeg synes virkelig, der er mange gode ideer, og de unge har lavet deres grundarbejde og sat sig ind i deres område, så det er meget spændende at være med til, siger Lise Linneberg og fortsætter:

 - Faktisk er nogle af ideerne så gode, at jeg tænker, hvorfor har vi egentlig ikke tænkt på det før. 

- De unge giver mig en tro på fremtiden

Eleverne deltager i den nationale konkurrence 'Unge Forskere', som er en talentkonkurrence for børn og unge med interesse for naturvidenskab og teknik.

Eleverne er meget optagede af klimaforandringer, og i næsten alle projekter er klimaet tænkt ind. En måde at arbejde på, der gør lærer Mette Brudvig stolt.

- De unge har set, at klimaforandringerne er en reel trussel, men de har også indset, at de er en del af løsningerne.  Det synes jeg, er helt fantastisk at se, og det giver mig en tro på, at vi kan finde løsninger i fremtiden, siger Mette Brudvig.

Drømmene og ambitionerne fejler heller ikke noget hos de unge forskere. 

- Hvis en virksomhed ville købe og udvikle vores ide, ville det være så fantastisk, siger Anton.