Sønderjyske fans på lang bustur til Europa League-opgør i Polen

46 morgenfriske fodboldsfans satte sig onsdag morgen kl. 04 i bussen fra Haderslev med kurs mod Lubin i Polen for at støtte Sønderjyske i aftenens Europa League-opgør mod Zaglebie Lubin.

I aften kl. 19 spiller Sønderjyske det første opgør mod  Zaglebie Lubin i 3. kvalifikationsrunde i Europa League.

Der ventes op mod 10.000 tilskuere til kampen. Med ialt 102 solgte billetter til udebaneafsnittet på Stadion Zaglebie Lubin, bliver det dog svært for de sønderjyske fans at overdøve hjemmeholdets tilhængere.

Det ødelægger dog ikke stemningen i bussen med de 46 fra Sønderjyskes fanklub undervejs på de 800 kilometer til Lubin.

 

De skal overnatte på hotel efter kampen, inden turen går hjemad torsdag formiddag med hjemkomst til Haderslev ved 21-tiden.

Med i bussen er TV SYDs reporter Stefan Jørgensen, der under kampen liveblogger her på siden - og er klar med reaktioner i TV SYDs sene nyheder kl. 22,20, ligesom vi også satser på reportage med fansene i bussen i tv kl.19,30.

Kampen sendes live på TV 3+.

I Haderslev kan kampen også ses på storskærm ved VUC Syd på havnen, der omdannes midlertidigt til Sydbank Park.

Et samarbejde mellem Sønderjyske, Sydbank, VUC Syd og Haderslev Kommune har gjort det muligt at vise kampen på storskærm.  Arrangementet er gratis og åbent for alle.  Kampen fløjtes i gang klokken 19, men arrangementet starter klokken 17.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.