Sønderjyske ude af Europa League efter heroisk indsats

Sønderjyske spillede torsdag aften den sidste kvalifikationskamp forud for gruppespillet i Europa League. Vi fulgte kampen minut for minut - læs med her.

De gav alt, hvad de havde i sig, fodboldheltene fra Sønderjyske.

Men det var altså ikke nok for de lyseblå fodboldunderdogs, der torsdag aften endte med at tabe 3-2 til Sparta Prag, selvom de var foran 0-2 indtil få minutter før pausen. 

Blæst frem af et krævende hjemmepublikum formåede Sparta Prag på de resterende 50 minutter at score hele tre gange - alle på dødboldsituationer - og så var det Sønderjyske, der var ude af Europa League kvalifikationsspillet. Sparta Prag tog sejren og billetten til Europa Leagues gruppespil. 

Sønderjyske har tidligere slået både norske Strømsgodset og polske Zaglebie Lubin ud af Europa, men sjette europæiske match gav altså holdet dets første nederlag i Europa.

Kampen blev fløjtet i gang på Generali Arena i den tjekkiske hovedstad klokken 20.00 torsdag aften - og du kan herunder se, hvordan kampen forløb minut for minut.