Prisvinder på flugt: Even Barazi satte livet på spil for film

En animationsfilm, som beskriver hvordan almindelige mennesker forsøger at gøre oprør mod en diktator, bragte Even Barazis liv i fare. Nu er filmen kåret som ”Bedste animationsfilm” på Scandinavian International Film Festival.

Even Barazi flygtede til Danmark for 2½ år siden. Hendes liv var i fare, efter at hun havde lavet en systemkritisk film. Hun er uddannet filminstruktør og var igennem otte år med til at lave en række kortfilm i Syrien, men karrieren fik et foreløbigt stop, da hun var i gang med at lave sin nu prisvindende film ”Starting Over”.
 
- Efter masse hårdt arbejde var mit liv pludselig i fare, siger Even Barazi til TV SYD’s søndagsmagasin ”Sørens om Søndagen”.

 
”Starting Over” er en animationsfilm, som beskriver hvordan almindelige mennesker forsøger at gøre oprør mod en diktator.

Filmen var for hård kost for de syriske myndigheder, og en dag i 2013 mens hun ikke var hjemme, brød de syriske myndigheder ifølge Even Barazi ind i hendes lejlighed og tog blandt andet den computer, hvor materialet med animationsfilmen befandt sig.
 

 Hør Even Barazi fortælle, hvordan hun fandt ud af at hendes liv var i fare. Video: Troels Sørensen, TV SYD

 
Det var signalet til Even Barazi om at flygte – ikke mindst fordi flere af hendes kolleger i filmbranchen allerede var blevet arresteret, og det ville Even Barazi ikke risikere. 

 Filmen ”Starting Over” har fået Even Barazi ud på endnu en lang rejse. På Scandinavian International Film, der afholdtes i Helsinki i september, vandt filmen en førsteplads i kategorien ”Bedste animationsfilm” i konkurrence med 500 andre film.
 

Se en glad Even Barazi modtage prisen i Helsinki.  Video: Troels Sørensen, TV SYD

 
Fremtiden for Even Barazi, hendes mand og den ufødte datter i maven er ikke i Danmark. Parret bor i Sønderborg og har ikke kunne finde noget arbejde endnu, så drømmen er at vende tilbage til Syrien, når krigen er slut. For at fortsætte med arbejde som filminstruktør – og for at hjælpe med at bygge Syrien op igen. 

31-årige Even Barazi lavede en film, der bragte hendes liv i fare. Nu vinder hun en pris for samme film.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.