1000 cykler får nyt liv til Spejdernes Lejr

Foto: Kasper Larsen, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når 40.000 spejdere på lørdag rykker ind på Spejdernes Lejr i Sønderborg, så er det muligt for dem at komme rundt på pladsen på en bæredygtig måde.

Cyklerne var brugte, slidte og skrottede, men nu har borgere fra det beskyttede værksted SAABU givet dem nyt liv. Så når 40.000 spejdere på lørdag rykker ind på Spejdernes Lejr, kan de cykle rundt på pladsen.

- Det er dejligt at komme ud og prøve noget nyt og møde nye mennesker. Jeg elsker det her. Det er noget, jeg kan fortsætte med mange år endnu, siger Brian Mathisen, der er en af de borgere, der har været med til at reparere cyklerne, til TV SYD.

Jeg sagde, vi max kunne nå at lave 100 cykler. Nu har det grebet om sig med tiden, og vi har i hvert fald haft 1000 cykler i hånden.

 Søren Kirkegaard Knudsen, pædagog, SAABU, Sønderborg.

Borgerne på det beskyttede værksted kan ikke passe et almindeligt job. Sammen med pædagoger har de sat cyklerne i stand. Rigtig mange af cyklerne kommer fra genbrugspladser, nogle kommer fra hittegods og andre har private doneret. Det er blevet tjekket, om cyklerne er lovlige, de har fået ringeklokker og reflekser på, og så er de blevet lappet. Der er blevet sat en del flere cykler i stand, end hvad der i første omgang var målet.

- Jeg sagde, vi max kunne nå at lave 100 cykler. Nu har det grebet om sig med tiden, og vi har i hvert fald haft 1000 cykler i hånden, siger Søren Kirkegaard Knudsen, pædagog, SAABU, Sønderborg.

Cyklerne står fem steder på pladsen, og der er ikke lås på dem, så alle har mulighed for at låne en cykel. Lige nu er der forlejr til Spejdernes Lejr, og der er cyklerne allerede taget i brug.

- Der bliver lukket for biler, så man har sin cykel med. Men det havde jeg ikke mulighed for. Så så jeg det her sted, hvor man bare kunne låne en cykel at cykle på og sætte den et sted, hvor andre kan få gavn af det. Det synes jeg, er rigtigt dejligt, så sparer jeg seks kilometer om dagen, siger Anette Bergulf, der har brugt cyklerne på forlejren.

Under Spejdernes Lejr har borgerne fra det beskyttede værksted et cykelværksted på pladsen, så de kan fikse cyklerne, hvis de går i stykker.

Efter lejren er det planen, at cykleren skal skrottes.

De gik til kampene som favoritter, men nu skal oprykker vænne sig til at se den anden vej

Udgivet

Sønderjyske Fodbold er tilbage i landets fineste selskab, hvor de føler, de hører til. Det er positivt for hele landsdelen, og der venter nu en kamp for overlevelse.

Efter to års fravær var ventetiden søndag forbi for Sønderjyske, der igen er at finde i Superligaen.

Premieren endte dog ikke som håbet, da sønderjyderne tabte 1-0 på trods af at spille lige op med modstanderen fra Silkeborg.

- Vi blev vel bekræftet i, at vi skal stramme os an. Det hele bliver straffet lidt hårdere i Superligaen, og det kunne vi også godt mærke søndag, siger cheftræner Thomas Nørgaard.

Trods den negative resultatmæssige start på sæsonen var der smil at spore på træningsanlægget i Haderslev blandt spillere og ledere dagen derpå.

Tilværelsen som superligamandskab er nemlig sådan, som Sønderjyske identificerer sig. Derfor var søndag også en glædens dag som både klub og samlingspunkt for landsdelen.

- Vi vil gerne være mere end en fodboldklub. Vi vil også gerne være med til at tiltrække og fastholde arbejdskraft i hele Sønderjylland, og derfor tror vi også, det er vigtigt med topsport hernede. Der må jeg bare sige, at Superligaen er klart det største, man kan komme til herhjemme, så det er en fornøjelse at være her, siger direktør Markus Kristoffer Hansen.

Store ændringer siden farvel

Det er med god grund, når Sønderjyske regner sig selv som et hold, der skal spille i Superligaen. Klubben var en fast bestanddel af landets bedste række i 14 år fra 2008 til 2022.

To år før nedrykningen kom Sønderjyske Fodbold på amerikanske hænder med Robert Platek i spidsen. Den amerikanske drøm viste sig til gengæld at blive et mareridt, som kulminerede med et farvel til Superligaen.

Markus Kristoffer Hansen er direktør for Sønderjyske Fodbold. Det er første gang, han er direktør for en superligaklub. Foto: Kjeld Friis, TV SYD

I august 2022 endte klubben så tilbage på lokale hænder, hvor Davidsen-familien, Morten Kristoffer Larsen og den nuværende direktør Markus Kristoffer Hansen købte klubben af amerikanerne.

Et par måneder senere besluttede de nye ejere, at fodboldafdelingen skulle have sin egen administration, der tidligere hørte under Sønderjysk Elitesport. Det betød derfor en lille navneændring fra SønderjyskE til Sønderjyske Fodbold.

Med navneændringen kom også et nyt logo, hvor 'Fodbold' har erstattet 'SønderjyskElitesport'.

Ændringer som altså efter knap to år fik Sønderjyllands eneste professionelle fodboldhold tilbage, til hvor de føler, de hører hjemme.

- Vi synes, vi er en superligaklub hernede, men det er ikke nok, at vi siger det. Vi skal også gøre os fortjent til det, og det håber vi på, at vi kan vise allerede på fredag, siger direktøren med henvisning til Sønderjyskes første hjemmekamp denne uge.

Indstillet på underdog-rolle

Sønderjyske Fodbold endte suverænt som topholdet i NordicBet Ligaen sidste sæson.

Sønderjyderne vandt 20 ud af 32 kampe, mens det blot blev til fire nederlag for Thomas Nørgaards tropper. Søndagens resultat beviste derimod, at favoritværdigheden i kampene ikke forventes at følge med.

- Selve den underdog-rolle, der ligger i at spille Superligaen, ved vi godt, at vi vil have de fleste gange. Der er det så vores opgave at sørge for ikke at kæmpe mod det og ændre på noget, der er faktuelt umuligt, men at lade fødderne tale og bevise via vores præstationer i kampene, så vi hen ad vejen kan vokse og få en endnu større rolle, siger Thomas Nørgaard.

Sønderjyskes cheftræner Thomas Nørgaard under superligakampen mellem Silkeborg IF og Sønderjyske på JYSK Park i Silkeborg søndag den 21. juli 2024.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Sønderjyske formåede faktisk at score i søndagens kamp mod Silkeborg. Sønderjydernes midterforsvarer Maxime Soulas headede bolden i mål, men scoringen blev ikke godkendt.

Kampens dommer Mads Kristoffer Kristoffersen fløjtede nemlig for en forseelse, inden bolden krydsede målstregen. Derfor kunne VAR ikke tages i brug for potentielt at bringe Sønderjyske på sejrskurs.

Sønderjyske har bolden i mål, men dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen annullerer målet under superligakampen mellem Silkeborg IF og Sønderjyske på JYSK Park i Silkeborg søndag den 21. juli 2024.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Thomas Nørgaard kaldte dagen derpå episoden for 'pudseløjerlig', men ønskede ikke at tænke mere over det. I stedet så han det som positivt for resten af sæsonen, at de spillede lige op med sidste sæsons pokalvindere.

- Vi syntes, at søndag var en indikator på, at man ikke skal tilskrive os for meget en underdog-rolle, for så kan vi godt være en besværlig størrelse at have med at gøre. Jeg er fuldstændig overbevist om, at for hver runde der går, bliver vi sværere og sværere at spille imod, siger Sønderjyskes cheftræner.

Næste opgave for Sønderjyske bliver på fredag, hvor de på hjemmebane møder Lyngby Boldklub. Kampen kan ses på TV3 Sport og Viaplay.

Efter 16 års ventetid får hun opfyldt sin største drøm

Video: Helena Christensen Bendixen
Udgivet

Det første møde kan være fyldt med store følelser. Måske særligt hvis du har glædet dig siden 2008.

Hun har ventet på det her øjeblik i 16 år. Om bare nogle få timer står hun midt i det. På en måde føles disse sidste timer længere, end de 16 år der gået forud for denne dag.

Den største musikturne i historien er endelig nået til Hamborg. Og hun har fået billet. Hun skal se Taylor Swift i levende, dansende, syngende live.

Jeg går ikke i terapi. Jeg lytter til Taylor Swift.

Alice Aruna Trans

Med sin billet får Alice Aruna Trans i tre en halv time adgang til en eksklusiv, magisk verden. Den er fyldt med funklende rhinsten i alle regnbuens farver, næstekærlighed i uendelige mængder og knaldrød læbestift. Og så er hun er med til at skrive musikhistorie.

- Det er meget mere end bare musik. Det er lidt en verden for sig, fortæller Alice.

Det er svært at sige Taylor Swift, uden at sige rød læbestift. De to hører unægtelig sammen. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD
Video: Helena Christensen Bendixen

110 timer senere

Men før Alice kan tage på eventyr ind i Taylor Swifts magiske verden, skal hun lige være klædt rigtigt på. Disse koncerter er så store, at de bogstavligt talt kan måles på richterskalaen. Når de rammer de forskellige værtsbyer, følger der ofte så stor en økonomisk genvist med, at fænomenet har fået sit eget navn. 'Swiftonomics'.

Så intet er overladt til tilfældighederne. Slet ikke tøjet.

Outfittet er nøje udvalgt, planlagt og sirligt produceret.

- Min veninde har brugt mere end 110 timer på at lave det til mig. Hun begyndte i april, siger Alice, mens hun beundrer de tusinde røde og sorte rhinsten.

De selvfølgelig alle sat på enkeltvis og i hånden.

Dragten, som Alice skal have på til koncerten, er håndlavet af hendes gode veninde. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD
Alice Aruna Trans skal alene til koncerten i Hamborg, men på grund af det stærke fællesskab blandt Taylor Swifts fans, er hun ikke nervøs. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

Der er flere traditioner forbundet med at skulle opleve miss Swift. En af dem er, at de mange swifties klæder sig ud som Taylor Swift selv. En swiftie er for resten en person, som er fan af Taylor Swift. Her tager de udgangspunkt i forskellige tidspunkter i hendes karriere. Såkaldte 'eras'. Det er ofte et af Taylor Swifts 11 studiealbums, som er kilde til inspirationen.

- Der var kun VIP-billetter tilbage, da jeg kom ind, og jeg tænkte, at det er det eller ingenting. Jeg ville bare have en billet. Jeg har sparet op i hundrede år, siger Alice.

Dragten, som Alice skal have på, er inspireret af et outfit, som sangeren selv optræder i under selve koncerterne, når hun synger sangene fra albummet 'reputation' fra 2017.

At være eller ikke være swiftie

Hvis man ikke rigtig er med på Swift-bølgen, kan det måske være en smule svært forstå, hvorfor der er så meget postyr omkring den 34-årige, amerikanske sangerinde.

- Hun er en powerwoman. Hun er en af de kvinder, som jeg ser allermest op til. Hun er ikke bange for at vise, hvem hun er, forklarer Alice.

Man kan skrive langt og længe om Taylor Swift og hendes bedrifter, men det har vi ikke tid til. Hvis der lige skal nævnes et par stykker, så har hun vundet 14 grammys, i 2023 var hun den mest streamede artist på musiktjenesterne Spotify og Apple Music, og så er hun den første og eneste kvinde, der er blevet udråbt som årets mest indflydelsesrige person af Times Magazine to gange.

Taylor Swift ses her under hendes koncert på San Siro Stadium i Milano den 13. juli 2024. Foto: Rossella Papetti/EPA/Ritzau Scanpix

Nå ja, og så er hun selvfølgelig lige nu aktuel med musikturnéen The Eras Tour, der med sine 152 shows og 4,1 million solgte billetter verden over, er den mest indtjenende musikturne i verdenshistorien.

- Hun er blevet et fænomen, mere end at hun er en popstjerne. Jeg har ikke oplevet, nogen musiker opnå det niveau af berømmelse i min levetid. Det minder lidt om den mani, som vi har oplevet i fortiden med The Beatles, forklarer Sofie Aukdal, der er forfatter til bogen 'Taylor Swift: Mastermind'.

Man skal aldrig gå ned på glimmer. Slet ikke når man skal til koncert med Taylor Swift. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

En stor glitrende familie

- Det føles lidt som noget større. Det er bare så meget glæde og kærlighed i det. Det er et meget opløftende fællesskab, uanset hvem man er, eller hvordan man ser ud, lyder det fra den 31-årige swiftie fra Haderslev.

Her taler hun om det store fællesskab, man bliver den del af, når man er swiftie. En stor, glitrende familie.

Og det er blandt andet den familie, som har stået bag Taylor Swift i tykt og tyndt gennem hele hendes 15-16 år lange karriere.

En stor tradition blandt swifties er venskabsarmbåndene. Her bytter koncertgæsterne de hjemmelavede armbånd på kryds og tværs. På armbåndene står der ofte navne på sange eller måske specifik lyrik. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

- De har et fællesskab i den kærlighed, der er til Taylor Swift. Alle synes, at hun er utrolig likeable. Hun er den der 'girl next door', som man kan se sig selv være veninder med eller som kunne være din storesøster, fortæller Sofie Aukdal.

- Man kan sammenligne det med folk, der køber et årskort til stadium eller flyver til Tyskland for at se en landsklamp. Det handler om kærlighed til et fælles idol, understreger Taylor Swift-eksperten.

Kender du det?

- Jeg går ikke i terapi. Jeg lytter til Taylor Swift. Hendes musik er healende. Mange af de ting, vi som mennesker går igennem, har hun også været igennem. Det kan være breakups eller hårde perioder i ens liv. Det sætter hun ord på i sin musik, fortæller Alice.

Der er vist ingen tvivl om, at Alice Aruna Trans har glædet sig længe til tirsdag den 23. juli. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV SYD

Der er mange sange, som Alice glæder sig til at høre live. Men der er dog en, hun glæder sig mere til at høre end andre. Det er sangen 'All Too Well'. Og helst i den lange 10-minutters version.

- Hvis jeg nogensinde har skullet noget svært eller angstprovokerende som en jobsamtale, så har jeg altid lyttet til hendes musik. Det har givet mig en form og ro og en følelse af ikke at være alene

Taylor Swifts musik udforsker flere forskellige genrer. Herunder blandt andet pop, indiepop og country. Det er dog især hendes lyrik, der tryllebinder de mange millioner fans.

- Der er mange, som kan spejle sig i hendes sange, og at finde et fællesskab, hvor man kan dyrke det, er vildt trygt og værdifuldt at have som fan, forklarer Sofie Aukdal.

Alice Aruna Trans er mere end klar til at se sit store idol for første gang. Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV Syd

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com