Familien Eisenhardt ankom til Spejdernes Lejr på gåben

TV SYD følger familien Eisenhardt alle ni dage på Spejdernes Lejr. Lørdag ankom de til lejren på en miljøvenlig måde.

Spejderlejren sætter fokus på bæredygtighed. Derfor havde familien Eisenhardt fra Rødekro valgt en meget miljøvenlig måde at transportere sig til Spejdernes Lejr på.  Størstedelen af familien på seks valgte at gå til lejren. En tur på 30 kilometer, der ikke var helt nem for Karen Eisenhardt på 11 år, der er platfodet og forfordsplatfodet.

- Når jeg går langt, så får jeg rigtig ondt, siger Karen Eisenhardt.

Udfordringen tog Karen alligevel op, men fødderne havde det ikke helt godt undervejs.

- De har det ikke særlig godt, men jeg bliver ved, sagde en optimistisk Karen, da hun havde krydset grænsen til Sønderborg Kommune.

Og ved det blev hun. Fremme på lejren havde far Klaus t rullet en rød løber ud ved teltet.

- Jeg har en rød løber med, fordi dem der er gået her til, de skal selvfølgelig modtaget med fest, siger Klaus Eisenhardt.

Det var en glad Karen, der kom frem til lejren, selvom hun var blevet et par vabler rigere.

- Det føles rigtig godt, at jeg nåede målet, siger Karen Eisenhardt.

Kom i godt selskab med familien Eisenhardt øverst på siden, og følg deres tur til lejren.