Fredet naturperle er nu lejrplads for tusindvis af spejdere

Dele af det område, som i denne uge danner underlag for en spejderlejr af de helt store, er fredet. Og dyrelivet ved Kær Vestermark er helt særligt. Alligevel har spejderne fået lov at bygge lejr.

Slaget om Als blev i 1864 kæmpet i det område, hvor spejdere fra hele verden i denne uge mødes for at være sammen. Området har tilhørt Forsvaret og fungeret som øvelsesplads for Hærens Sergentskole siden 1963. I 2014 blev Kær Vestermark købt af Sønderborg Kommune, og siden har kommunen i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening fået området fredet.

-Man skal kunne bruge områder som dette. Det er tilgængeligt og med offentlig adgang, så selvom det er fredet, kan det altså bruges. Og hvis ikke spejderbevægelsen kan bruge naturen, hvem kan så, siger Bent Albæk, biolog og projektleder ved Sønderborg Kommune, til TV SYD.

quote

Faktisk fik vi skrevet spejderlejren ind i fredningen, så vi ligegyldigt hvad, kunne holde den.

Bent Albæk, biolog og projektleder ved Sønderborg Kommune

- Faktisk fik vi skrevet spejderlejren ind i fredningen, så vi ligegyldigt hvad, kunne holde den, fortsætter Bent Albæk.

Men fredningen skal ikke sætte en stopper for arrangementer som en spejderlejr eller store koncerter. Den betyder bare, at der skal tages hensyn til naturen. Derfor er området inddelt i fire underområder, som har forskellige anvendelsesmuligheder og forskellige beskyttelsesniveauer. 

- På den måde bliver de mest sårebare områder brugt til de mest skånsomme aktiviteter, siger Bent Albæk.

Det tidligere militære øvelsesareal Kær Vestermark er på cirka 150 hektar og består af både overdrev, mose, søer og skov. Der findes et rigt dyreliv med flere typer flagermus, padder og sjældne fugle. I enkelte vandhuller findes desuden den grønne løvfrø, som er sjælden på landsplan, men som trives på Als og på Kær Vestermark.

Efter lejren skal området udvikles til et grønt fritidsområde, og herudover vil der også fremover kunne afholdes større koncertarrangementer, fordi sceneområdet fra spejderlejren bliver stående efter lejren er slut.

Lejrpladsen er cirka 310 hektar - halvdelen udgøres af Kær Vestermark, mens resten er lejede jorder.