Hastighedsbegrænsning til spejderlejr: 13 må til ny køreprøve
Hastigheden på den sidste del af Sønderborgmotorvejen var i dag sat ned til 60 km/t på grund af Spejdernes Lejr. Mange respekterede ikke fartgrænsen.
13 bilister kørte i dag så stærkt på Sønderborgmotorvejen, at de får frakendt deres kørekort betinget.
Hastigheden var på den sidste del af Sønderborgmotorvejen og omfartsvejen sat ned til 60 km/t, fordi der på grund af Spejdernes Lejr skulle sluses 37.000 mennesker ekstra over Alssundbroen oveni den sædvanlige ferietrafik. Det skulle hjælpe spejderne med at komme frem til lejren på en sikker og hurtig måde.
Det var mange, der ikke respekterede fartgrænsen. 227 bilister blev blitzet, 48 får et klip i kortet, og 13 får frakendt kørekortet betinget. Den højest målte fart var 111 km/t.
Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at fotovognen holdt helt synligt, og hastighedstavler var sat korrekt op.
Overskridelserne kom, selvom ATK holdt helt synligt. Højest målte 111 km/t mod altså tilladt 60 km/t. Operatøren noget rystet #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 22, 2017
Desværre respekterede mange ikke hastigh. begr. på 60 km/t på Sønderborgmotorvejen. 227 blitzet, heraf 48 klip, 13 bet. frakend. #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 22, 2017