Spejderne vil påvirke borgmestre

Landets 98 borgmestre har alle fået en invitation til at besøge Spejdernes Lejr i Sønderborg. Spejderne benytter sommerlejren til at gøre sig synlige for politikerne.

En lejr med 40.000 spejdere fylder lidt i landskabet. Helt præcist et område på størrelse med 434 fodboldbaner. Men i det politiske landskab vil spejderne gerne fylde endnu mere, så lejren i Sønderborg bruges også til lobby-arbejde.

For onsdag er alle landets borgmestre inviteret til frokost, konference og reception – og også overnatning for dem, der har lyst. Fem af borgmestrene i Syd- og Sønderjylland har takket ja til invitationen. Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune, er en af dem.

- Vi ville gerne besøge spejderlejren og se, hvordan de har indrettet sig - og for at se, hvor fantastisk et liv, det er at være her på spejderlejren, siger Henrik Frandsen til TV SYD.

Først skal borgmestrene besøge deres lokale spejdere. Her kan de se deres lejr og være med til at tilberede og spise frokost. Herefter er der lagt op til en fælles konference for de kommunale gæster. 

- Politikerne er vigtige, selvfølgelig fordi de sætter rammerne for det lokale fritidsliv. Både med regler i kommunen, men også økonomiske tilskud. Derfor er det vigtigt for os, at de har en god forståelse af spejderarbejdet, og at de lokale spejdere kender deres lokale politikere og ved, hvordan de kan kontakte dem, fortæller Kathrine Færløv Christensen, der er arrangør af dagen.

Borgmestrene opfordres til at tage relevante udvalgsformænd og embedsfolk med på besøget. Og i Sønderborg Kommune er hele byrådet inviteret.

De lokale spejderforeninger modtager støtte fra kommunerne gennem folkeoplysningsloven.

Der er repræsentanter fra følgende kommuner i TVSYDs sendeområde: 

  • Horsens - Næstformand for kulturudvalget
  • Hedensted - Byrådsmedlem samt formand for kultur- og fritidsudvalget
  • Vejle - Borgmester
  • Kolding - Byrådsmedlem
  • Fredericia - Medlem fra kultur- og fritidsudvalget
  • Billund - Medlemmer fra kultur- og fritidsudvalget samt personer fra Capital of Children
  • Haderslev - Viceborgmester
  • Vejen - Borgmester
  • Varde - 2-3 deltagere fra kommunen (uvist præcist hvem)
  • Aabenraa - Borgmester + udvalgsformand
  • Esbjerg - Viceborgmester
  • Fanø - Borgmester var tilmeldt, men måtte desværre melde afbud pga. ulykke
  • Tønder - Borgmester