29-årige Dorthe elsker pink og pailletter: - Skid hul i, hvad folk tænker

Dorthe Delux er selvstændig frisør i Rødekro. Hun er både farverig og ambitiøs og helt sin egen - og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre mener om hende.

Nu kan du møde en person, der ikke er som de fleste.

29-årige Dorthe Delux - eller mere korrekt Dorthe Damm Johansen - er selvstændig frisør i Rødekro.

Det blev hun allerede som 20-årig, for Dorthe har altid vidst, at hun ville have sig egen frisørsalon.

Salonen hedder Salon Delux - deraf Dorthes kælenavn 'Delux'.

quote

Folk i byen tror, at jeg er en kæmpe bitch eller hurtig og vild.

Dorthe Delux, selvstændig frisør, Rødekro

Dorthe Delux skiller sig ud fra mængden. Hun er farverig og bramfri og kan ikke få nok af pink, glimmer og pailletter, og så insisterer hun på, at alle skal kunne være og klæde sig, som de har lyst til. 

- Skid hul i, hvad folk tænker, siger hun.

- Jeg har altid gået i det tøj, jeg ville. På handelsskolen gik jeg i nogle orange kommunebukser med en sort top. Så var der en fyr, der spurgte, om jeg havde glemt min skovl. Så vendte jeg om, og sagde til ham, at jeg ikke behøver at gå i mærkevarer. Det finder jeg mig ikke i. Man skal gå i, hvad man har lyst til.

Mød Dorthe Delux på TV Syd Play

Dorthe laver videoer til YouTube og TV SYDs streaming-app Play, hvor hun kommer med gode råd om alt fra hår, tøj, og hvad der lige falder hende ind.

 

- Jeg håber, at mine videoer måske kan lære folk at være mere sig selv og ikke tænke på, hvilken alder de har.

 

Serien henvender sig især til de helt unge.

 

- Serien med Dorthe skal være med til at vise, at man skal være tro mod sig selv og acceptere den personlighed, man har. Mange unge har problemer med selvværdet og synes, at verden bombarderer dem med krav. Dorthe er 100 procent sig selv, også selv om hun måske stikker ud i Rødekro, siger TV SYDs direktør Betina Bendix.

Fuld af fis og ballade

Det er svært ikke at lægge mærke til Dorthe Delux med det pink hår og farverige væsen, og det kan nogen gange godt misforståes: 

- Altså, jeg har masser af selvtillid og er fuld af fis og ballade. Folk i byen tror, at jeg er en kæmpe bitch eller hurtig og vild. Men jeg vil hellere have en Netflix-aften på sofaen. Som jeg siger i en af mine videoer; jeg ligner en fest, men det er jeg ikke.

- Man er vel en ener, siger Dorthe Delux, der her viser sin enhjørningedragt frem.

Ambitiøs frisør

Dorthe Delux er pjattet med farver og anderledes tøj, og det "skæve" og anderledes gælder også, når hun arbejder med hår. Men hun går aldrig på kompromis med fagligheden.

Dorthe elsker at konkurrere og har tidligere været både Danmarksmester og Europamester. Til efteråret går hun efter titlen som Verdensmester.

Og selvom Dorthe betegner sig selv som åben og ærlig, så er hun aldrig ude på at genere andre.  

- Jeg kunne aldrig finde på at svine en anden frisør til, hvis der kommer en med en dårlig klipning hos mig. Jeg kunne tænke: "Ej, hvor skrækkeligt", men vil aldrig sige det.