skarpere_billede.jpg

Barnebrud flygtede fra et land i ruiner, men det var i Danmark, hendes liv brød sammen

Aya Chaban og Rami Younes flygtede til Danmark i 2015. Da de ankom, blev de et af 34 ægtepar, som ikke måtte være sammen, fordi hun var under 18 år. I dag bor de i Højer.

Minibussen skramlede, da den kørte gennem det mørke landskab.

Den var fyldt med bagage og syrere. De flygtede fra et land i borgerkrig.

En af dem var 16-årige Aya Chaban med sin 25-årige ægtemand Rami Younes. 

De var steget på en sen aften i hovedstaden Damaskus. Omkring den store by lå Syrien i ruiner. Borgerkrigen havde siden 2011 kostet hundredtusindvis af menneskeliv og fordrevet millioner.

quote

Inger Støjberg syntes, at hun beskyttede mig, men det gjorde hun ikke

Aya Chaban

Aya Chabans ægtemand var blevet indkaldt til præsident Bashar al-Assads hær. Udsigten til et livsfarligt arbejde som soldat i en aktiv krig, fik parret til at flygte.

Inden flugten giftede de sig med et par hurtige underskrifter. Som at blive gift på et rådhus i Danmark. Aya Chaban fik tilladelse af sine forældre, som kendte til planerne.

- Vi troede, at vi ville have bedre rettigheder, hvis vi var gift, siger Aya Chaban.

De tog fejl.

I Danmark blev de ét af 34 ægtepar som ikke måtte være sammen, fordi Aya Chaban var under 18 år.

Det skete efter en instruks den 10. februar 2016 fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til Udlændingestyrelsen om, at ingen asylansøgere under 18 år måtte indkvarteres med en ægtefælle. 

Den er senere blevet kendt som daværende integrationsminister "Inger Støjbergs instruks" om barnebrude. Folketingets Ombudsmand har efterfølgende kaldt instruksen for ulovlig.

I dag fredag den 19. juni skal daværende justitsminister Søren Pind afhøres af den nedsatte Instrukskommission, som undersøger det samlede begivenhedsforløb. 

Aya Chaban flygtede fra et regime til et demokrati for at leve frit. Men hun skulle igen opleve, at andre bestemte over hendes liv og satte grænser, hun ikke selv havde kontrol over.

Her er historien om én af Inger Støjbergs barnebrude.

Sådan sagde daværende integrationsminister Inger Støjberg om barnebrude den 10. februar 2016:

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt Udlændingestyrelsen om straks at sætte en stopper for det. Vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i et forhold med en voksen på asylcentrene.

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Kærlighed og krig

Før Aya Chaban blev en del af en politisk sag i Danmark, levede hun et liv som ung liberal muslim i Damaskus. 

- Min omgangskreds bestod kun af voksne, fordi det passede mig bedst, siger Aya Chaban.

Da hun var 14 år, var hun til en fødselsdagsfest. Med til festen var også den 23-årige it-ingeniør Rami Younes. De faldt i snak og udvekslede telefonnumre.

Aya Chaban og Rami Younes mødte hinanden til en fælles vens fødselsdagsfest.
Aya Chaban og Rami Younes mødte hinanden til en fælles vens fødselsdagsfest.

I månederne efter gik de ture, spiste middage og mødte hinandens familier. På trods af krigen omkring dem blev de kærester. Aldersforskellen på ni år betød ikke noget for dem. Følelserne havde overtaget.

- Det er normalt, at manden er ældre end kvinden i et forhold i Syrien, siger Aya Chaban og indrømmer, at ni år er lidt mere end normalt.

De ville giftes, når Aya Chaban fyldte 18 år. Før kunne de ikke bo sammen. De drømte om familie og børn.

Definition af en 'barnebrud':

UNICEF definerer en barnebrud som en pige, der er gift eller indgår i forhold med et andet barn eller voksen. 
En barnebrud bliver ofte tidligt gravid, er mere udsat for vold i hjemmet og dropper ofte sin skolegang. Ligeledes er deres helbred og økonomi dårligere.
Kilde: Unicef

To år senere kollapsede drømmen, da Rami Younes blev kaldt ind som soldat i den Syriske hær. Det åbnede for to scenarier, han ikke ønskede.

- Enten skulle jeg skyde nogen, eller også ville jeg blive skudt af nogen. Det havde jeg ikke lyst til, siger Rami Younes.

Mere vil Aya Chaban og Rami Younes ikke sige om regimet i Syrien. De frygter, at deres udtalelser vil få konsekvenser for deres familier som stadig bor i landet.

De måtte væk.

Det var derfor, de en sen aften i november 2015 satte sig ind i minibussen. En menneskesmugler sad bag rattet.

Borgerkrigen i Syrien:

Begyndte med 'Det Arabiske Forår' i 2011, som var en række demonstrationer, oprør og revolutioner i den arabiske verden.

Oprøret i Syrien udviklede sig først til en borgerkrig og senere til en stedfortræderkrig, hvor flere internationale aktører deltager. Blandt andet USA, Rusland og Danmark.

Over 13 millioner syrere er drevet på flugt. 

Mere end 400.000 har mistet livet.

Syrien har været styret af Assad-familiens autoritære regime i over 40 år. Først af Hafez al-Assad, der tog magten via et militærkup i 1970 og derefter af Bashar al-Assad siden 2000.

Kilde: Faktalink.dk

Flugten

Minibussen kørte dem til grænsen til nabolandet Tyrkiet. Med rygsække på gik de over grænsen.

- Vi var meget bange. Hvis politiet fandt os i Syrien eller Tyrkiet, ville Rami komme i fængsel. Det er ikke et godt sted at komme hen, siger Aya Chaban.

Aya Chaban går på sprogskole. Hun drømmer om at tage en HF, så hun kan tage en uddannelse.
Aya Chaban går på sprogskole. Hun drømmer om at tage en HF, så hun kan tage en uddannelse.

I Tyrkiet blev de indkvarteret i en lejlighed i Istanbul, hvor de boede i en uge. De forberedte sig på den farligste del af rejsen: over havet til Grækenland.

De vidste godt, at mange var druknet på søvejen.

- Men det var endnu farligere at blive i Syrien, så vi var nødt til at gøre det, siger Aya Chaban.

Om natten kørte de i bus med mod havet. Vinduerne var sorte, så man udefra ikke kunne se, at bussen var fyldt med flygtninge.

quote

Jeg forstod ikke, hvorfor Danmark ikke respekterede, at vi var gift

Aya Chaban

De ankom til stranden ved daggry. Nattemperaturen hang stadig i luften.

Fartøjet som skulle bringe dem over vandet, var en mindre gummibåd. Der kom flere mennesker til. Omkring 50. Nogle bar små børn på armen.

Gummibåden blev lagt ud på stranden. Den var ny og flad. Skiftevis lå menneskerne i sandet og pustede båden op med munden.

Aya Chaban og Rami Younes smed deres rygsække på stranden. De andre mennesker gjorde det samme. Der var ikke plads til bagage på båden.

Bagefter gik de ombord. De sad meget tæt.

Nogle messede ”Gud passer på os”, men ellers var der helt stille. Ingen snakkede med hinanden. Alle vidste, at det var meget farligt at krydse havet.

Og så sejlede de ud.

Det tog cirka 20 dage for Aya Chaban og Rami Younes at rejse fra Damaskus i Syrien til København i Danmark.
Det tog cirka 20 dage for Aya Chaban og Rami Younes at rejse fra Damaskus i Syrien til København i Danmark.
Foto: TV SYD

Vandet fossede ind. Der var for lidt luft og for mange kroppe i båden.

De brugte tøj til at suge vandet op og vride det ud over rælingen.

Da vandet nåede dem til knæene, ramte de strandkanten i Grækenland. Omkring 75 minutter var gået.

De var sluppet væk fra forfølgelsen i Syrien med livet i behold. Den farligste del af flugten var overstået.

- Vi tænkte, at nu havde vi klaret det, siger Aya Chaban.

Fra Grækenland rejste de videre nordpå. Gennem Serbien, Kroatien, Slovenien, Østrig og Tyskland. Nogle gange måtte de gå ti timer gennem skove i frostgrader med knurrende maver. Andre gange kunne de tage bus eller tog.

Cirka 20 dage efter de steg på minibussen i Damaskus, trådte Aya Chaban og hendes mand ud på perronen på Københavns banegård.

Tre måneder senere ønskede de, at de aldrig var blevet gift.

Aya Chaban og Rami Younes synes det er morsomt, at Aya blev kaldt en 'barnebrud'.
Aya Chaban og Rami Younes synes det er morsomt, at Aya blev kaldt en 'barnebrud'.

En ny myndighed, en ny virkelighed

Efter ankomsten til Danmark, blev Aya Chaban og Rami Younes indkvarteret i modtagercentret Sandholm på Sjælland. Kort efter blev de flyttet til asylcentret i Avnstrup, som senere er blevet omdannet til hjemrejsecenter.

I februar 2016, cirka tre måneder efter de var ankommet til Danmark, fik ægteparret en overraskende besked.

Daværende integrationsminister Inger Støjberg annoncerede, at hun omgående ville sætte en stopper for barnebrude blandt asylansøgere. 

- Nogle folk fra Røde Kors sagde til os, at vi ikke måtte være sammen mere. Sådan var reglerne nu i Danmark, siger Aya Chaban.

Instrukskommission

Blev nedsat den 22. januar 2020.

Kommissionen skal undersøge, om daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg vidste, at det var en ulovlig instruks, da hun den 10. februar 2016 gav danske asylcentre instruks til at skille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller eller samlevende.

Undersøgelseskommissionen skal også undersøge og redegøre for, om Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen har givet korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget og Folketingets Ombudsmand

Undersøgelsen forventes at vare halvandet år.

Kilder: instrukskommission.dk og Wikipedia.

Rami Younes skulle flytte. De blev meget overraskede, vrede og frustrerede. De følte, at andre bestemte over deres liv.

- Jeg forstod ikke, hvorfor Danmark ikke respekterede, at vi var gift. Jeg sagde mange gange, at jeg elskede Rami og ville være sammen med ham, siger Aya Chaban.

Ægteparret vidste, at en pige på 16 år lovligt kunne være kærester med en mand over 18 år i Danmark. De vidste også, at 16-årige kan få tilladelse til at blive gift i Danmark. Derfor forstod de ikke, hvorfor de ikke måtte være sammen.

Ifølge Danmarks Statistik har 660 piger under 18 år fået dispensation til at blive gift i Danmark siden 1999. 120 af disse piger var 16 år. 502 var 17 år.

Kan I forstå, at reglerne blev lavet for at forhindre mindreårige i tvungne ægteskaber med ældre?

Aya Chaban og Rami Younes anerkender, at barnebrude er et problem, som skal stoppes. De mener, at mindreårige piger ikke skal leve sammen med ældre mænd mod deres vilje.

Ægteskab for mindreårige i Danmark:

Ifølge ægteskabsloven må man ikke blive gift, hvis man er under 18 år. 

Tidligere kunne denne lov dog omgås ved en dispensation, et såkaldt 'kongebrev', hvis for eksempel den ene part eller begge var under 18 år. Det gjaldt også, hvis kvinden var blevet gravid eller parterne var i familie.

Kongebrev blev afskaffet den 1. februar 2017.

Ifølge §13 i Ægteskabsloven kan kommuner i dag give dispensation, hvis betingelserne for ægteskab ikke er opfyldt.

Kilde: Retsinformation

Men de forstår ikke, at alle flygtningeægtepar blev behandlet ens.

- Man skulle have lyttet til mig, når jeg fortalte, at jeg frivilligt ville være sammen med Rami, siger Aya Chaban.

Rami Younes blev ophidset og protesterede.

Men det hjalp ikke.

Rami Younes blev kørt til asylcenter Sandholm igen. Han skrev en vred besked på Facebook til daværende Integrationsminister Inger Støjberg. Han fik aldrig et svar tilbage.

Aya Chabans verden faldt sammen. Hun lavede ingenting i månederne efter. Dagene gik med at sidde på værelset og se film på telefonen.

- Jeg blev meget ked af det. Jeg skulle bo med min storesøster og hendes mand på deres værelse, siger Aya Chaban. Storesøsteren og hendes mand var også flygtet fra Syrien.

Hun følte, at hun var i vejen hele tiden. Hun savnede sin mand.

- Jeg følte, at jeg var deprimeret. Jeg ville ingenting, siger hun.

Det fremgår af tallene, at i alle tilfælde var mændene ældst. Asylcentrene havde inden instruksen en "skærpet underretningspligt i forhold til mindreårige" og pligt til at identificere "særligt omsorgstruede børn med henblik på iværksættelse af nødvendige foranstaltninger" har Udlændingestyrelsen oplyst.
Det fremgår af tallene, at i alle tilfælde var mændene ældst. Asylcentrene havde inden instruksen en "skærpet underretningspligt i forhold til mindreårige" og pligt til at identificere "særligt omsorgstruede børn med henblik på iværksættelse af nødvendige foranstaltninger" har Udlændingestyrelsen oplyst.
Foto: TV SYD

I weekenden måtte parret se hinanden, men det var dyrt at rejse mellem de to asylcentre. De måtte heller ikke opholde sig på samme værelse. Men nogle gange sneg han sig alligevel ind til sin hustru.

- Flere gange kom der personale for at tjekke, om Rami var på mit værelse, siger Aya Chaban.

De kiggede under sengen, i skabet og på badeværelset. Nogle gange fandt de ham og smed ham ud.

De blev flyttet igen. Aya Chaban kom til et asylcenter i Haderslev og Rami Younes kom til et asylcenter i Løgumkloster. I dag har de ikke tal på, hvor mange gange de er blevet flyttet.

I ni måneder boede Aya Chaban og Rami Younes på hver sit asylcenter.

- Vi kom til Danmark med demokrati, men det viste sig at være ligesom Syrien, siger Rami Younes.

Ægtepar berørt af instruksen i perioden fra den 10. februar til den 3. november 2016

  • Par, der aldrig blev adskilt i henhold til instruksen: 6
  • Par, der blev adskilt i henhold til instruksen: 23
    • heraf par, der senere blev indkvarteret sammen på grund af genoptagelse eller revurdering af sagen: 8
    • heraf par, hvor adskillelsen fortsatte efter ønske fra den mindreårige: 2
    • heraf par, der ophørte med at være omfattet af instruksen: 13
  • Par, der blev adskilt efter ønske fra den mindreårige: 2
  • Par, der allerede var adskilt på andet grundlag end instruksen: 3
  • Par omfattet af instruksen i alt: 34

Kilde: Folketingets Ombudsmand

Aya Chaban er enig.

- Igen bestemte nogen over vores liv, og vi havde intet andet valg, end at gøre, hvad der blev sagt, siger Aya Chaban.

De fortryder, at de fortalte, at de var gift, da de ankom til Danmark. De føler, at hvis de havde sagt, at de var kærester, ville de ikke være blevet adskilt.

Efter ni måneder ændrede deres liv sig igen.

Tilladelsen

I november 2016 fik Aya Chaban og Rami Younes opholdstilladelse i Tønder Kommune. Klokken otte om morgenen blev de hentet på hver sit asylcenter. Bagefter blev de indkvarteret på hotel i Højer i Sønderjylland, hvor de boede i flere måneder.

- Det var virkelig dejligt at være sammen igen, siger Aya Chaban.

Senere startede parret deres egen transportforretning. I dag har de fem varevogne og tre ansatte. I indkørslen holder en ny firhjulstrækker og de flytter snart fra deres lejede hus til eget hus med hvidpudset facade og sort tegltag i Agerskov.

Aya Chaban klarer regnskaber og Rami Younes er chauffør i deres transportfirma.
Aya Chaban klarer regnskaber og Rami Younes er chauffør i deres transportfirma.

I dag følger de Instrukskommissionens arbejde på sidelinjen. Aya Chaban og Rami Younes synes, det var forkert at kalde alle piger under 18 år for barnebrude. De mener, at daværende integrationsminister Inger Støjberg brød loven og håber, at hun bliver straffet for det.

- Inger Støjberg syntes, at hun beskyttede mig, men det gjorde hun ikke, siger Aya Chaban.