muted

Han flyttede fra Københavns natteliv og hjem på sit gamle børneværelse for at redde sig selv

Daniel Hoff besøger fem syd- og sønderjyder for at høre, hvad der har fået dem til at skifte spor i deres liv i en ny programserie på TV SYD.

Daniel Hoffs gamle børneværelse var ikke til at genkende i marts 2020, da han flyttede hjem til sine forældre i Give.

Rummet var lavet om til et gæsteværelse med lyse vægge og bøger i reolen. Hvor Daniel som barn havde strøet tøjet ud over sine møbler, foldede han nu sine sokker og lagde dem i skabet på gæsteværelset.

Men de gemte på en hemmelighed.

For i de sammenrullede strømper lå små vodkaflasker, selvom Daniel ad flere omgange havde sagt til sig selv, at det var slut med at drikke sig fuld.

I programserien 'Hvem er Daniel nu?' deler influenceren Daniel Hoff tanker om sin identitetskrise, mens han leder efter råd og erfaringer. 

Populære karakterer

I 2015 boede Daniel Hoff i København. Her begyndte han at optage videoer af sig selv og dele dem på Instagram, Youtube og Facebook, så folk kunne få et hurtigt grin. Ofte blev videoerne udgivet af karakterer med forskellige navne, som Daniel selv havde skabt. Han kaldte dem blandt andet for ”Jyden,” ”Hoffe” og ”Kaptajn Colat.”

Hvad enten Daniel lagde et glimt op fra den vildeste fest, en hyldest til drinken rom og cola eller sit jyske brok over den københavnske trafik, høstede han ’likes’ og visninger. Så mange at han kunne leve af det.

- I starten var jeg god til det, fordi jeg syntes, det var sjovt, og jeg elsker at få andre til at grine. Men så gik der penge i det.

Se videoen, der fik Daniel til at gå fra 800 følgere til 100.000 følgere.
Video: Privat

Med flere penge mellem hænderne begyndte Daniel at bruge dankortet på Rolex-ure og designertøj, og han lagde det ene kendis-billede på Instagram efter det andet. Han skabte sig en livsstil, hvor det blev nødvendigt at opretholde en høj indtjening. Så han sagde ja til flere jobs, hvor han fik penge for at reklamere for produkter eller fester gennem sine karakterer på sociale medier.

Mens karaktererne blev mere populære, blev fredagsfest til hverdagsfest. Efterhånden havde Daniel en daglig promille i blodet, og med den bedøvede han stemmen i baghovedet, der sagde, at han ikke var god nok.

For med en ekstra drink hævede Daniel det selvværd, der langsomt var ved at synke til bunds.

Depressionsskægget

Efter Daniel havde været på sociale medier et par år, dukkede der nye og yngre influencere op, og det blev sværere for Daniel at brede sit indhold ud. Han mistede følgere, fik færre likes og modtog kommentarer, der rakkede hans videoer ned. Når Daniel skiftede Coca Cola’en ud med en Pepsi Max, sendte nogle endda dødstrusler.

- Mennesker på nettet afgjorde, hvordan mit humør blev, for jeg var blevet afhængig af likes og andres bekræftelse. Det var forfærdeligt.

Mens humøret gik op og ned i takt med antallet af 'likes,' blev den lejlighedsvise beruselse ustoppelig i slutningen af 2018. Morgenen efter en bytur fandt Daniel en flaske vin frem, så han kunne undgå tømmermænd og tankemylder om hvorvidt, han var sjov nok. 

quote

Jeg følte mig som en taber.

Daniel Hoff

Derefter satte han sig foran kameraet for at arbejde. Enten for at promovere et produkt på sociale medier, lave opslag til sine egne profiler eller for at være vært på et program. For at flytte opmærksomheden fra de beduggede øjne klædte han sig ud med store guldkæder, guldtænder og ringe på fingrene.

Samtidigt voksede det sorte skæg i alle retninger, så Daniel bedre kunne gemme sig. Depressionsskægget, som han kalder det i dag.

- Jeg lignede en, der skulle have en krammer og noget hjælp.

Da Daniel havde det svært, gemte han sig bag smykker og sit skæg.
Da Daniel havde det svært, gemte han sig bag smykker og sit skæg.
Foto: Privatfoto

Men Daniel ved også, at han ikke havde taget imod en krammer på det tidspunkt. For han var vred på sig selv over, hvor meget alkohol fyldte i hans liv, og han kunne ikke længere slippe det, selvom han prøvede. Trangen var for stor.

Han var nødt til at komme væk fra København og festerne, hvis han skulle redde sig selv. 

Tilbage til barndomsbyen

I en alder af 36 år flyttede Daniel hjem til sine forældre for at løsrive sig fra festerne. Han fik sig et arbejde i Aarhus, hvor han filmede og redigerede videoer for virksomheden Hungry. I længere perioder holdt Daniel sig fra alkohol, og hverdagen begyndte at blive mere stabil.

Indtil marts 2020 hvor det hele smuldrede. Han blev hjemsendt fra sit arbejde i Aarhus, og han mistede sine festivaljobs på grund af corona.

Søndag aften sad Daniel på sit gamle børneværelse uden arbejde. I det lyse gæsteværelse med det sammenfoldede tøj tyede Daniel til den overlevelsestaktik, han havde brugt så mange gange før. Han tog de små flasker fra strømperne, drak dem og sneg sig ud af sine forældres hus for at drikke med en kammerat.

quote

Jeg kan stadigvæk være bange for at gå glip af ting.

Daniel Hoff

Da han listede sig ind ad døren mandag morgen klokken fem, mødte han sine forældre. De var på vej på arbejde, men Daniel kunne mærke, at han havde brug for deres hjælp. Han trak dem med hen til køkkenbordet, og de begyndte at tale om, hvor ofte Daniel drak. 

De seneste dage havde hans forældre set ham liste ned i skuret for at hente øl. Og nu kom han hjem mandag morgen i en brandert. Han vidste, at han ikke havde et sundt forhold til alkohol, men selvom han flere gange havde prøvet at stoppe, var han faldet tilbage til vanen. 

Men denne gang blev det anderledes, for de bekymrede ansigter på personerne, han holdt allermest af, ændrede noget. 

De blev enige om, at han skulle til lægen. Den nat blev sidste gang, Daniel drak.

- Jeg følte mig som en taber. Jeg var 36, single, boede hos mine forældre og havde et usundt forhold til alkohol. Og nu skulle jeg forholde mig til, hvor lort jeg egentlig havde det.

Efter lægebesøget startede han på antabus. Men den tørlagte hverdag blev ikke svaret på alle problemerne.

For under den humoristiske maske af spiritus gemte sig en depression. 

muted

Et opgør med tankerne

I sommeren 2020 købte Daniel et hus i Give. Han drømte egentlig om at flytte til Aarhus, men de aflyste festivaljobs og en usikker indtægt gjorde, at han måtte begynde et andet sted.

I sit nye hjem kæmpede Daniel med følgerne fra det gamle liv. Han følte sig sur og nedtrykt hele tiden. Før elskede han at få andre til at grine, og nu kunne han knap nok holde sit eget humør oppe.

Men han skulle alligevel være på. For hvis huset i Give skulle finansieres, krævede det en indkomst. Så han åbnede dagligt Instagram for at holde sine selvskabte karakterer i live.

Mens han publicerede det næste opslag, så han også billeder fra venner og personer, som Daniel så op til. De var til fest og havde det sjovt. Men Daniel var ikke en del af det. Han kunne ikke undgå at føle sig udenfor. For han blev ikke længere inviteret med. 

- Alle de negative tanker vældede op i mig hver gang: Hvorfor har jeg ikke succes? Hvorfor bor jeg i Give? Og kan folk overhovedet lide mig?

Han indså, at mange af de negative tanker i hans hverdag kom fra hans egen arbejdsplads, det sociale medie Instagram.

Hvis han skulle få det bedre, var han nødt til at ændre sin hverdag. For det, der havde givet ham succes, var også det, der væltede ham.

Kun Daniel

Daniel lukkede sin Instagram-profil en måned i starten af 2021.

Det gav ham et mentalt pusterum, da han stoppede med at se billeder fra personer, hvor han følte, han gik glip af noget. Men på samme tid havde platformen været hans arbejdsplads i seks år. Så han vendte tilbage. For han havde brug for pengene og var ikke klar til at give afkald på de karakterer, der havde givet ham et gennembrud.

I dag kigger Daniel til gengæld mindre på sin telefon. Han prøver at lægge de negative kommentarer fra sig, og så taler han med en hypnoseterapeut, når tankerne bliver påvirket.

- Det har ændret noget. Jeg har lært at acceptere de negative tanker og lade dem passere. Men jeg kan stadigvæk være bange for at gå glip af ting.

I april brækkede Daniel sin albue. Hvis det var sket et halvt år tidligere, tror Daniel, at det havde ført ham tilbage til alkohol. Men nu han kan mærke et andet overskud, der gør, at han kan se udover smerterne.
I april brækkede Daniel sin albue. Hvis det var sket et halvt år tidligere, tror Daniel, at det havde ført ham tilbage til alkohol. Men nu han kan mærke et andet overskud, der gør, at han kan se udover smerterne.
Foto: Privatfoto

I dag har Daniel været alkoholfri i over et år. Alligevel gør det ham ikke stolt. For den sejr kommer på baggrund af noget, han ikke kunne styre. Han ville ønske, at han stadig kunne tage et glas vin med vennerne, for han forbinder det med noget rart.

Men det er han ikke klar til, og han ved heller ikke, om han bliver det.

Til gengæld har han lært, at alkohol blev til selvmedicinering i hverdagen, fordi han konstant stillede sig det spørgsmål, om han var god nok.

Nu er humøret mere stabilt, selvom dagene stadigvæk kan virke grå. Hvad fremtiden skal bestå af, ved han ikke helt. For selvom han er glad for karakteren ”Jyden,” mærker Daniel en anden stolthed, når han kan præstere som sig selv. Så han er begyndt at lave podcast og holde foredrag, hvor det ikke handler om at være andre end ham selv.

Daniel laver fortsat satiriske videoer med sine karakterer, men nu deler han også op- og nedture. For så kan han både græde og grine med sine følgere.

Nu uden alkohol.

Du kan møde Daniel Hoff i 'Hvem er Daniel nu?', som kan streames her på TV SYD Play.

muted

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu