Det kom pludseligt. Under fødslen af deres yngste datter. I nogle sekunder troede parret, at hun skulle dø. Med navlestrengen snoet rundt om halsen på hende som en galge.
Bang. Så var PTSD'en udløst. Otte år efter han kom hjem fra krigen.
- Jeg havde før anet, at noget var galt, men her blev det meget tydeligt. Også
for sygeplejersken, der blev ved med at sige til Martin: "Hun er okay", fortæller Susanne Nilsson.
Forvandlet
Hun er gift med Martin Nilsson. Før en soldat. Stor og stærk - også psykisk. Altid festens midtpunkt med lyst til sjov og hyggelig ballade. I dag arbejdsløs. Pensionist som 46-årig. Med langt til grin og glæde.
- Han forsvandt fra os mentalt, siger Susanne Nilsson.
Død, hvis ikke...
Parret har kæmpet mange og voldsomme kampe i årevis. Gør det stadig, men det er trods alt blevet bedre og nemmere. Martin Nilsson er ikke i tvivl med svaret på spørgsmålet:
- Hvad har Susanne betyder for dig i de her år med PTSD?
- Hvis det ikke havde været for Susanne og børnene, så havde jeg for længst været "borte". Hun har holdt ved på trods af, at jeg har været indlagt på det psykiatriske sygehus, rejst væk og boet i skoven og været helt umulig, fortæller Martin Nilsson.
Cirka hver 10. udsendte ISAF-soldat får PTSD
- 9,8 procent af veteranerne fra Afghanistan - ISAF10 - oplever svære symptomer på PTSD 6,5 år efter hjemkomst
- 5,8 procent oplever moderate depressionssymptomer
- 4,2 procent oplever svære depressionssymptomer
Kilde: Veterancentret
Med i film
Parret er med i en ny dokumentarfilm. Hjemmefronten II - Den tunge bagage. Om de hjemvendte soldater, der - ofte efter 8-10-12 år - bliver ramt. Ikke af en kugle, men af lidelsen PTSD. Men filmen handler lige så meget om deres pårørende, der også bliver ramt af PTSD, men selvfølgelig på en helt anden måde.
- Det har været virkelig svært at acceptere, at Martin ikke længere er den store stærke mand, der kan klare det hele, sådan som han kunne før, siger Susanne Nilsson.
Det kan lade sig gøre
De vil dog begge gerne pointere, at det godt kan lade sig gøre at leve med PTSD'en i hverdagen. Men det kræver hjælp og støtte.
- Vi har haft et fantastisk netværk. Med min familie og gode nære venner, siger Susanne Nilsson med en rørt stemme, der fortæller, hvor vigtigt det har været.
PTSD
- De fire bogstaver er en forkortelse af det engelske Post Traumatic Stress Disorder.
- En psykisk lidelse, som kan optræde efter, man har været vidne til eller selv deltaget i livstruende hændelser såsom krigshandlinger.
- PTSD opstår gerne efter pludselige uventede tab, chok eller ulykker.
- Sygdommen kan forveksles med en depression.
- PTSD giver ofte angstlidelse, misbrug, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiske lidelser.
- Den fører ofte til, at en person fungerer dårligere socialt og i familien.
- Ægteskabsproblemer med efterfølgende skilsmisse er ikke ualmindeligt.
Kilde: Netdoktor
Jeg er syg
Martin Nilsson var igennem flere psykologer uden det ændrede noget. Men så kom en traumeterapeut ind i billedet, og han kunne få den tidligere soldat til at åbne sig.
- Men det vigtigste har været, at jeg på et tidspunkt accepterede, at jeg var syg, og at jeg var den eneste, der kunne gøre noget ved det. Hvis det ikke sker, kan man ikke få den rette hjælp.
Ingen krige uden døde uskyldige
Han ønsker ikke at fortælle, hvad han oplevede i det tidligere Jugoslavien. Heller ikke til hustruen.
- Det får jeg det ikke bedre af, og Susanne gør slet ikke, siger han og tilføjer:
- I alle krige er der døde og uskyldige, det går ud over. Det værste er, når det rammer børnene.