Efter at have skåret i sig selv - igen - har hun tilbragt hele natten på det psykiatriske sygehus.

Hun er træt. Har kun sovet en halv time.

- Jeg har grædt hele natten, siger hun.

Den 16-årige pige er selvskader. Det går mest ud over armene, men kniven kan også finde vej til maven og lårene. 

- Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg har det som om, jeg har gjort noget galt, og jeg kan tænke "fuck det hele", siger hun. 

"Du er kedelig"

Dina sidder ved et bord med håret sat op. Stemmen er klar. Humoren sort. Venlig. Imødekommende. Umiddelbart og udadtil en helt almindelig teenage-pige. Men sådan er det ikke. Sådan føler hun det i hvert fald ikke selv.

- Jeg har nok altid følt mig anderledes. Det der med at deltage i en masse pigesnak om, hvad den kæreste og den kæreste gjorde og sagde, det har aldrig været mig. Jeg har altid hellere ville sidde og snakke med de voksne, fortæller hun og bemærker så:

- Så jeg har tit fået at vide, at "du er kedelig" af andre piger.

Uden nære veninder

Antallet af nære veninder kan tælles på... ingen hænder. Kæreste har hun ikke. Og har heller ikke lyst.

- Jeg er bange for at vise mine følelser.

En diagnose har hun netop fået. Ekstrem OCD, som er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker eller tvangshandlinger. Det er blevet bedre, men det har været slemt.

- Vi bor i en lejlighed, hvor der er sådan cirka tre meter mellem toilet og stue. Men det kunne tage mig tre timer.

Intervieweren spærrer øjnene op. Hun reagerer:

- Ja, TRE timer. Det er ikke løgn. Jeg skulle gennem en masse forskellige ritualer undervejs. Røre ved alting på en bestemt måde. Vaske mit ansigt på toilettet på en bestemt måde. Jeg ved ikke hvorfor. Det var som om, jeg ikke rigtigt var til stede, når jeg gjorde det. 

Må ikke græde

Hun synes, at hun hele tiden må være stærk. Have et skjold foran sig. Under interviewet er gråden et par gange på vej mod overfladen, men bliver så holdt nede. 

- Jeg kan ikke tillade mig at græde, siger hun. 

Skolen? Ømt punkt! 

- Jeg har skiftet skole 11 gange her i Esbjerg. I 8. klasse var jeg der kun en uge, så holdt jeg op. Jeg havde det ad helvede til, siger hun.

Et enkelt ord: Mobning. Et andet ord: Opgive. 

- Ja, jeg kunne nemt fortælle mig selv, at i dag behøver jeg ikke gå i skole. At det var lige meget.

Vil gerne holde foredrag

I 3. og 4. klasse sad moderen ved siden af hende i klassen. Andre gange er skolen blevet valgt helt fra og erstattet af hjemmeundervisning.  

Alligevel har hun en drøm om at få den 9.-klasses afgangseksamen, hun ikke nåede frem til i første omgang. En anden drøm er at fortælle andre unge om sit liv. Og måske gøre en forskel på den måde.

- Det ville være sejt, siger hun. 

"Esbjergs sejeste kvindekollektiv", kalder hun hjemmet med et grin. I lejligheden bor hun hos sin mor sammen med en lillesøster og en storesøster. 

Her lytter de

Hun går med aviser to gange om ugen og kommer ellers stort set hver dag i Folkekirkens Hus (et værested for unge udsatte). 

- Det kan jeg godt lide. Her lytter de til mig. Og jeg får forskellige opgaver. Som at handle eller bage pandekager, som jeg gør hver fredag. I dag skal jeg op på biblioteket og hænge flyers op. Det får mig til at smile om aftenen, at jeg har udført det, siger hun.

- Hvad med Dina i fremtiden? 

Hendes ønsker er beskedne.

- Jeg bekymrer mig meget. Jeg ved jo ikke, hvad der sker i morgen, siger hun.