En dag stod Patrick Kofoed på den forkerte side af rækværket på en motorvejsbro. Klar til at hoppe.

- Jeg var desperat. Fik ingen hjælp. Min mor fik ingen hjælp. Det hele var ligegyldigt, fortæller han.

Men tanken om hans dengang kun toårige efternøler af en lillesøster fik ham tilbage på den rigtige side af rækværket.

- Hun skulle ikke lide under at have en bror, der begik selvmord på grund af sin egoisme, siger han med en stemme, der bæver. 

Holdt forventningerne væk 

I halvandet år var han ”lukket inde” på et værelse hos moderen. Sov om dagen. Var vågen hele natten. 

- Så kunne jeg være mig selv. Der var ingen forventninger. Det var der om dagen. Fra min mor, skolen, systemet. 

En tilfældighed gjorde, at han nu kan sidde og fortælle om sit liv med et roligt blik bag brillerne. Men det vender vi tilbage til. Først: Skoletiden. 

Et nemt offer

Den var alt andet end sjov for Patrick Kofoed.

Ordblind i sådan en grad, at han var ude af stand til at stave sit eget navn i 3. klasse. Med en lidelse på fire bogstaver, ADHD, som blev ignoreret igen og igen. Han var ”en dreng med krudt i”. 

Mobningen begyndte allerede i 0. klasse. Elever så hurtigt, at Patrick var anderledes. Var udenfor. De fandt også hurtigt ud af, at Patrick var et herligt offer.

Han var nem at drille og reagerede lynsnart med hidsighed. De smed ting efter ham. Gemte hans ting. Sågar dødstrusler på Facebook. 

Lærere mobbede mig

I 5. klasse fik han fred i et halvt års tid. Han mødte en mandlig lærer, der så ham og tog sig af ham.

- Han prøvede virkelig. Jeg kunne ringe til ham, hvis jeg havde problemer. Men så blev han forfremmet, og skolen var egentlig ikke interesseret i at hjælpe mig.

Derefter overtog to lærere mobningen af ham, fortæller han. Inklusiv et fysisk overgreb. 

- De tog mig i kraven og klyngede mig opad væggen. 

Tankemylder efter klokken 12

Det siddet stadig dybt i ham. Ligesom mobningen gør det. 

- Jeg har altid følt mig som et problembarn, og det kæmper jeg stadig med. Jeg syntes ikke, der var nogen, der ville hjælpe mig eller hjælpe min mor med at hjælpe mig. De sagde bare, at hun var ”en dårlig mor”.  

Patrick er bedst frem til middagstid. Så lukker han ned. Bliver træt. Begynder at få tankemylder. Tankerne om fortidens mobning plager ham endnu.  

- Men jeg arbejder på at fortælle mig selv, at det ikke var mig, der var problemet. Ikke min skyld.

Diagnose gav mening

Alkohol, hash, stoffer. Det har aldrig været noget for Patrick Kofoed. 

- Det er psykisk, slår han fast.  

Han har fået det bedre. Ved en tilfældighed. Som før skrevet. En dag han faktisk havde det godt, foreslog hans mor, at han kunne opsøge Recovery Bulls.

En forening for udsatte med sport som centrum. Her faldt han til og har fået venner. Det er små to år siden. 

Midt i 10. klasse gik han ned med nakken og blev indlagt på Spangsbjerg. Det lokale psykiatriske sygehus.

Det viste sig at være godt. For det betød, at han – efter en lang udredning – fik diagnosen ADHD i middel grad.     

- Det var med til, at tingene faldt på plads for mig. 

I dag er der styr på de fire bogstaver. Med hjælp af medicin. Bestod 10. klasse og har bestået grundforløbet på teknisk skole i Esbjerg.

Lys for enden af tunnelen

Forholdet til moderen er blevet meget bedre. Et forhold, der havde lidt hårdt under de mange års prøvelser.

Og i nu seks måneder har han haft en kæreste, han bor sammen med i en lejlighed. Og som nu også er med i Recovery Bulls.  

Fremtiden peger fremad mod stadigt mere lys for enden af tunnelen – og derude anes en pædagoguddannelse. 

- Jeg er klar, siger han.