Nu skal sygehussmitten stoppes

Region Syddanmark er klar med en ny plan for, hvordan antallet af infektionsramte patienter kan nedbringes.

Daglig kontrol og systematisk rengøring skal forhindre, at 20.000 patienter hvert år kommer syge hjem fra hospitalet efter at være blevet smittet med en infektion.

Efter at TV SYD i april dokumenterede, at bakterieniveauet er alt for højt på de syd- og sønderjyske sygehuse, er Region Syddanmark klar med en ny plan for, hvordan antallet af patienter, der bliver smittet med en infektion under indlæggelsen, kan nedbringes.

- Det her er sat i værk med henblik på, at vi om et år eller om to kan se, at antallet af infektioner falder, siger Poul-Erik Svendsen, der er formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, til TV SYD.

Regionen slår ned på fire områder:

- Der skal være daglig kontrol af rengøringen og måling af bakterieniveauet

- systematiske metoder til rengøring på alle sygehuse

- rengøringspersonalets kompetencer skal undersøges

- undersøgelse af, hvor mange, der bliver smittet med infektioner, og hvilke infektioner, der er mest hyppige.

I aftenens udsendelse spørger TV SYD patienterne, om de føler sig mere trygge med regionens nye plan. Deltag selv i debatten på facebook.