Fredericia Kommune dropper miljø-anklage efter storbranden på havnen

Der var ikke tale om miljøskade, da 2.700 tons kvælstof 3. februar 2016 væltede ud af Dan Gødnings kollapsede tank under storbranden på Fredericias havn og løb ud over kajkanten og i Lillebælt.

Den konklusion er Fredericia Kommune nu kommet til efter mere end to års undersøgelser og drøftelser af udslippets omfang og konsekvenser. Dermed trækker Fredericia Kommune den alvorlige anklage om miljøskade tilbage, som man rejste kort efter uheldet. Det skriver Fredericia Dagblad.

- Vi kan ikke konkludere andet, efter vi har fået en rapport fra Dansk Hydraulisk Institut, som viser, at der ikke er sket påviselig skade på miljøet, siger Christian Bro (S), formand for Fredericia Kommunes miljø- og teknikudvalg til avisen.

Dansk Hydraulisk Institut afleverede for en uge siden en omfattende rapport om udslippets konsekvenser for vandmiljøet. DHI konkluderede, at der ikke var sket en påviselig påvirkning af miljøet, og at det i høj grad skyldtes de særlige omstændigheder i vejr og strømforhold, da udslippet skete.