Naturfredningsforening efter storbrand: Få jorden undersøgt

Der er uenighed om, hvem der skal undersøge forurening efter storbranden i februar. Naturfredningsforeningen appellerer til, at jorden undersøges nu.

Mens over 250 brandfolk kæmpede mod storbranden på Fredericia Havn den 3. februar, så flød gødning ud over havnen. DanGødning, hvis tanke brændte, ønsker dog ikke at undersøge, hvor alvorlig forureningen er. Det viser et høringssvar til kommunen, som TV SYDs undersøgende redaktion har fået aktindsigt i.

Heller ikke kommunen har indtil videre fået undersøgt forureningen, og det bekymrer Naturfredningsforeningen i Fredericia.

- Jeg synes selvfølgelig, man skal komme i gang hurtigst muligt og få undersøgt, om der er basis for, der skal gøres noget. Og rent faktisk ved vi ikke, hvor tingene er henne, fortæller Karsten Enggaard, der er formand for Naturfredningsforeningen i Fredericia, til TV SYD og fortsætter:

- Jeg synes, i stedet for at diskutere, hvem der har ansvaret, så skal man komme i gang med at få undersøgt, om der er behov for en indsats for at stoppe eventuel forurening af miljøet. Så må man diskutere bagefter, hvem der skal betale, mener Karsten Enggaard.

Se hans holdning til sagen øverst i artiklen.